Kalender

Det gode og det onde

13. okt 2017 til 30. sep 2018

Kampen mellem det gode og det onde er et emne, der altid har optaget os mennesker. Men hvad kendetegner egentlig det gode og det onde? I udstillingen Det gode og det onde, hvor Kunsten præsenterer værker af danske og internationale kunstnere fra egen samling, er der rig lejlighed til at få ny indsigt i og reflektere over de to begreber.

Kunstnere har gennem tiden flittigt taget favntag med det gode og det onde og beskæftiget sig med livets eksistentielle forhold både i konkret og symbolsk form. Også i dag forholder kunsten sig både utilsløret ærligt og idealistisk drømmende til den verden, der omgiver os, og afspejler også her fortællingen om det gode og det onde. Med udstillingen 'Det gode og det onde' præsenterer Kunsten værker af kunstnere, der på tværs af tid, kunstneriske udtryksformer og emner skildrer det onde, når mørket og ondskaben trænger sig på, og det gode, når kærligheden sejrer og lyset, livsglæden og fremskridtstroen vinder ind.

 

På udstillingen kan du blandt opleve hovedværker fra samlingen af markante kunstnere som surrealisten Max Ernst der med sit urovækkende værk, Bonjour Satanas (1928), hilser mørket velkommen; Asger Jorn, der skildrer krigens rædsler; og Michael Kvium, der tager livtag med de sider af mennesket, som oftest forsøges skjult. På den lysere side kan du opleve værker af Marc Chagall, der med værket Le clocher d’Orgeval (1949) hylder kærligheden; og Henry Heerups univers, der skildrer glæden og lykken i det nære hverdagsliv.