I forlængelse af udstillingen Marmor, kan du i vores Kreativitarium-værksted deltage i en hyggelig og kreativ oplevelse og prøve kræfter med marmoreringsteknikken “Suminagashi”.
Vores Kunst-Guide sætter dig i gang, når du dropper ind, og kan vejlede undervejs. Det varer mellem 15 og 45 minutter og børn skal være i følge med en voksen.
Suminagashi, som betyder flydende blæk, er en flere tusinde år gammel japansk teknik til indfarvning af papir, hvor pensler med blæk forsigtigt dyppes i vandkar, så sortfarvede ringe opstår. Farverne flyder ud på vandets overflade og spreder sig gradvist ud, hvorefter man med enkelt værktøj kan lave forskellige, smukke mønstre i den flygtige overflade, som derefter overføres på papir.
Det er en simpel og ganske meditativ proces, hvor du kan lave dine helt egne og unikke tryk. Kun fantasien sætter grænser for, hvad du efterfølgende kan bruge dem til.