Kunsten Museum of Modern Art Aalborg

Kong Christians Allé 50
9000 Aalborg

Tlf: +45 99 82 41 00
kunsten@kunsten.dk
CVR: 47 21 82 68
faktura@kunstenfaktura.dk

 

Danske Bank

Regnr.: 4368 Kontonr.: 13534926

Kalender

Performance: 'Kunsten at Tjene' af Lotte Bækgaard, PernillePoet og Tam Vibberstoft

Mange kunstnere er nødsaget til at have en ufaglært bibeskæftigelse til mindsteløn uden for deres kunstneriske praksis. Med Kunsten at Tjene stiller de tre kunstnere Lotte Bækgaard, PernillePoet og Tam Vibberstoft spørgsmålet: Hvor går grænsen mellem tjener og performer?

Når kunstnere finder sig selv nødsaget til at finde en bibeskæftigelse er der ofte tale om servicejobs såsom rengøringsassistent eller tjener. Med det følger økonomisk usikkerhed især i lyset af COVID-19. 

 

De tre kunstnere Lotte Bækgaard, PernillePoet og Tam Vibberstoft, hvis baggrunde er funderet i billedkunst og scenekunst, musik og poesi, har fortolket det at være kunstner og samtidigt arbejde i et servicefag. Resultatet er tre performances i én: Den Åndende Tjener, Den Kunstige Menu og Din Tjener - Din Kunstner, som opføres simultant i Brasserie Kunsten. Tilsammen bliver de til Kunsten at Tjene, som fremhæver og undersøger kunsten i servicebranchen ved at sammenblande to roller; kunstneren og tjeneren.

 

Undervejs vil gæsterne på Brasserie Kunsten derfor blandt andet kunne opleve Tjenerens Koreografi, hvor tjeneren indstuderet balancerer med tallerkner og servietter, samt Kunstnerens Monolog, der som envejskommunikation reciteres til hvem, der orker lytte. Derudover vil gæsterne møde Den Åndende Tjener, der gerne starter de nære og interessante samtaler, og som både skaber musik og poesi under afrydningen. Sidst men ikke mindst kan der under hele performancen bestilles ikke-spiselige retter fra Den Kunstige Menu, som blandt andet byder på både ro, ærlighed og tid.

 

De tre performances udføres simultant og involverer interaktivt gæsterne på Brasseriet. Gæster kan komme og gå, som det passer i løbet af aftenen.

 

Vi anbefaler at booke bord hvis man vil spise i Brasseriet. Ønsker man kun at opleve performance skal man ikke booke bord men blot møde op ved Brasseriet.

 

Mere om de tre performances

Performancebeskrivelse: Din tjener - Din kunstner af Lotte Bækgaard - del af Kunsten at Tjene

Din tjener - Din kunstner fremhæver de handlinger, som tjeneren og kunstneren udfører, men som normalt ikke tillægges værdi.
Som resultat kan man opleve Tjenerens Koreografi: En almindelig, men indstuderet handling, hvor tjeneren bevæger sig rundt mellem bordene, bærende på en stak håndmalede tallerkner. Samt Kunstnerens Koreografi, hvorunder helt personlige servietter uddeles.
Derudover fremføres Tjenerens Monolog og Kunstnerens Monolog: To forskellige tekster formet som en slags envejskommunikation, der på forskellige tidspunkter i løbet af performancen reciteres for hvem, der orker lytte.
Har gæsten travlt, fås oplevelsen også som takeaway.

 

Performancebeskrivelse: Den Åndende Tjener af PernillePoet - del af Kunsten at Tjene

Mødet med Den Åndende Tjener er mødet med det hele menneske bag forklædet, frem for med den tjenende ånd; Når betjeningen bliver nær, og spørgsmålene gradvist bliver mere med interesse i gæstens liv, end i om der skal mere vand til bordet; Når tjenerens instrumenter, dugen, glassene og bestikket, pludselig bruges til at skabe musik; Når digte åbenbarer sig på viskestykker og skjorterygge; Og når bordet afryddes med skateboardet eller væguret som bakke.

 

Performancebeskrivelse: Den Kunstige Menu af Tam Vibberstoft - del af Kunsten at Tjene

Et normalt cafébesøg forløber altid efter den samme opskrift fra seating til afregning, og rollefordelingen mellem gæst og tjener er forudsigelig.
Den Kunstige Menu er et narrativ, der foregår parallelt med det almindelige cafébesøg. Gæsten kan bestille både fra det almindelige menukort og fra Den Kunstige Menu. Her tilbydes hverken vådt eller tørt men i stedet bl.a. Ærlighed og Ro.
Med ganske få, diskrete virkemidler og en stræben efter det tillidsfulde møde mellem performer og gæst, udstiller Den Kunstige Menu det konstruerede narrativ omkring et cafébesøg og forsøger at menneskeliggøre det.

Datoer

8. dec 2021, 18:00 til 20:00

Praktisk information

  • Gratis ved betalt entré.
  • Medlemmer af Klub Kunsten + Utzon har fri entré.
  • Vi anbefaler at booke bord hvis man vil spise i Brasseriet.
  • Ønsker man kun at opleve performance skal man ikke booke bord men blot møde op ved Brasseriet.

Kategorier