Født I England, 1960. Bor og arbejder i London.
Billedvævning (Oplag på 6 samt 2 kunstnereksemplarer)
Tilhører kunstneren og Victoria Miro, London / Venice
I værket hylder den britiske kunstner Grayson Perry den hårdtarbejdende minearbejder, der har levet et liv i en barsk kultur med et nedslidende arbejde i landets kulminer. I billedvævningen ses en begravelsesscene. Farveskalaen er holdt enkel i sort, hvid, rød og lilla på en gullig baggrund. En forsamling af mennesker i billedets nedre del danner cirkel omkring en kiste, der er tippet op som på et middelalderligt kalkmaleri, så vi kan se ned i kisten til den afdøde minearbejder. Bagved ses et bylandskab med en mineskakt, en kirke, en bro og vindmøller ude i horisonten, der vidner om et mere moderne samfund. Billedets øvre del ligner et våbenskjold. Det er dog ikke en royal eller adelig familie, vi ser, men to arbejdere, der hyldes under deres værktøj, en hakke og en boksehandske. Over dem står: "We work for the future and grieve for the past". Henvisningen til den hårdtarbejdende arbejders identitet og den protestantiske arbejdsmoral er direkte: Frelsen venter i himlen efter et langt og slidsomt liv. Sorgen, når det hele er for sent, gengiver billedet med stor tydelighed. Som i mange andre værker af Grayson Perry, som i sit kunstneriske arbejde har gjort en dyd ud af at beskrive det klassedelte samfund i England, rummes livets fulde cykles i ét enkelt motiv. Fra den lille sørgende dreng med bamsen i billedets absolutte midte til den afdøde minearbejder liggende i kisten.
Den industrielle revolution voksede frem i England i midten af 1700-tallet og bredte sig siden til USA, Tyskland og Danmark og videre ud i verden med enorme samfundsmæssige forandringer til følge i kølvandet på den teknologiske udvikling. Fremkomsten af en ny arbejderklasse og en stigende urbanisering ændrede den politiske dagsorden i hele den vestlige verden. Med industrialiseringen flyttede arbejdet ud af hjemmets rammer og ind på de nye arbejdspladser i byerne, og dermed begyndte man at opgøre lønnen i forhold til det antal timer, du var på arbejdspladsen.
En hård fysisk nedslidning af kroppen kunne præge livet som arbejder. I Danmark skulle du som jernarbejder arbejde 60 timer om ugen i år 1900, mens vi i dag kun har en 37-timers arbejdsuge. I udlandet kan det stadig se meget anderledes ud. Debatten om arbejdsugens længde er ikke stoppet, og work-life balance og et mere bæredygtigt arbejdsliv optager flere og flere. Vil vi i fremtiden finde andre måder at måle arbejdets værdi på end ved blot at stemple ind og ud, en tænkning som dybest set er et levn fra industrialiseringen?