Kunsten Museum of Modern Art Aalborg

Kong Christians Allé 50
9000 Aalborg

Tlf: +45 99 82 41 00
kunsten@kunsten.dk
CVR: 47 21 82 68
faktura@kunstenfaktura.dk

 

Danske Bank

Regnr.: 4368 Kontonr.: 13534926

Læring

Hannah Toticki

Født i Danmark, 1984. Bor og arbejder i København.

 

RE:RE:RE:RE:RE:RE:RE:, 2021

Mixed Media
Tilhører kunstneren

 

Om værket

Den danske kunstner Hannah Toticki har skabt et helt nyt værk til udstillingen. Det udgøres af et stort kontorlandskab, der fungerer som en interaktiv installation. Kunstens besøgende inviteres til at indtage installationen og bruge den som arbejdsstation. Et stort arbejdsbord flyder ud i en abstrakt form, der kan omslutte dig totalt. Kontorlandskabet rummer mulighed for, inden for ganske få kvadratmeter, at arbejde med din egen medbragte laptop, træne på en indbygget stepmaskine eller tage et hvil på den integrerede hvileplads. Et transportbånd er forvandlet til et væsen med utallige hænder, der rytmisk og konstant klasker mod et tastatur. Mest af alt udgør installationen et surrealt landskab, hvor det humoristiske og det alvorlige mødes i et favntag med det moderne arbejdsliv. På Totickis arbejdsplads flyder det hele sammen. Uanset om du er samlebåndsarbejder eller kontorarbejder, er din nærmeste kollega maskinen.

 

Kontorlandskabet kan siges at være et sindbillede på den konstante selvoptimering 24/7. Selv når vi tror, vi kan hvile os, forstyrres vi af vores digitale liv, hvor hånden automatisk søger skærmen, swiper, klikker eller liker i en endeløst gentaget bevægelse. Selv når vi prøver at tage en powernap, er det med henblik på øget selvoptimering og produktivitet. Hannah Toticki har skabt værket specifikt til udstillingen Work it Out; det trækker på hendes lange interesse for arbejdsliv og arbejdets status i vores samfund og i menneskelivet generelt. Værket spidder kontorlandskabet, dets krav om rytmisk at gentage de samme bevægelser foran en skærm og i en indretning, der gør individet til en del af en større masse, og hvordan de hjælpemidler, der tilbydes, i sidste ende også handler om arbejdsmarkedets krav til den enkelte.

 

Perspektivering

Industrisamfundets afløsning af informationssamfundet betød, at mange arbejdspladser blev flyttet fra industrielt arbejde til vidensarbejde. Overgangen fra landbrugsland til industrialiseret land medførte mange ændringer, men det gjorde det senere informationssamfund i lige så høj grad og med den stigende digitalisering til følge. Mange jobs i produktionen er blevet overtaget af teknologien, og rammerne for arbejdet er radikalt ændrede. Idéen om effektiv udnyttelse af arbejdskraften hænger dog ved, og den rytmiske, ensartede bevægelse fra industrialiseringens fabriksarbejde kan nu siges at være blevet afløst at et fysisk monotont arbejde foran skærmen, hvor den fysiske belastning delvis er overtaget af mentale udfordringer.


RE:RE:RE:RE:RE:RE:RE: er støttet af BECKETT-Fonden og Statens Kunstfond.