Måske kender du følelsen af at få gode idéer, når du ser hvad din sidemakker har lavet? Eller når du hører nogen tale om noget i fjernsynet? Inspiration kan blomstre i os fra alle mulige steder. Nogen finder inspiration mange steder, andre finder den få steder. Den dansk-israelske kunstner Tal R (f. 1967) og den svenske kunstner Mamma Andersson (f. 1962), begge hovednavne i den skandinaviske samtidskunst, har fundet inspiration i den svenske mester Carl Fredrik Hill (1849-1911). Med idéer udsprunget af Hills malerier og tegninger har de to nulevende kunstnere skabt nye kunstværker, som for første gang vises. De tre kunstneres kunstværker er forskellige i visuelt udtryk, men alligevel kan vi ane noget, der går igen.
Kunsten har udviklet et kreativt læringsforløb, hvor vi undersøger inspirationens væsen og hvordan kunstnere arbejder med den som grundlag for at skabe. Vi bliver selv inspireret i udstillingen til at kaste os ud i kreative aktiviteter i relation til udstillingen. Her undersøger vi, hvordan vi kan omsætte inspirationen til selv at skabe, og taler om hvor vi kan se inspirationen og hvor den ikke er så synlig. Hvordan føles det at blive inspireret, og når andre bliver inspireret af en selv?
Gennem åbne og undersøgende dialoger, som tager udgangspunkt i udvalgte værker fra udstillingen, går vi på opdagelse i elevernes forforståelse og oplevelse af kunsten. Hvornår bliver vi rørt af et kunstværk, og hvornår går vi bare forbi? Hvor møder vi inspiration i vores dagligdag, og hvilken betydning har det for vores liv?
Målgruppe: Mellemtrin, udskoling, ungdomsuddannelser
Fag: Billedkunst, håndværk og design, dansk, samfundsfag
Periode: 14/10 2022 – 10/4/2023
Pris: 750 kr.