Kunsten Museum of Modern Art Aalborg

Kong Christians Allé 50
9000 Aalborg

Tlf: +45 99 82 41 00
kunsten@kunsten.dk
CVR: 47 21 82 68
faktura@kunstenfaktura.dk

 

Danske Bank

Regnr.: 4368 Kontonr.: 13534926

Læring

Jeppe Hein

Født i Danmark, 1974. Bor og arbejder i Berlin.

 

Rainbow Modified Social Benches, 2021

KÖNIG GALERIE, Berlin/London, 303 GALLERY, New York og Galleri Nicolai Wallner, Copenhagen

 

Om værket

Jeppe Hein har skabt et stort socialt kunstværk, der omdanner hele museumsrummet til et mødested for refleksioner, workshops og arrangementer i løbet af udstillingsperioden. Til værket hører syv forskellige spørgsmål, der kan åbne for en samtale og – måske – for en større indsigt i dig selv. I værket finder du syv bænke i forskellige farver og dertilhørende kort med spørgsmål, hvor Jeppe Hein har ladet sig inspirere af den hinduistiske forståelse omkring de syv chakraer, som mennesket besidder. Du inviteres til at tage et kort med et spørgsmål fra bowlen, sætte dig på en bænk og reflektere eller tale om spørgsmålet. Du kan herefter efterlade kortet på museets væg, så det indgår i udstillingen, tage det med hjem eller sende det videre til en bekendt. Hele Jeppe Heins projekt til Work it Out kaldes … Within Yourself, og bænkene, kortene og de dertilhørende workshops ønsker at skabe zoner til samtaler mellem mennesker, men kan også anvendes til refleksion på egen hånd.


Jeppe Hein er kendt for åbent at tale om en stresssygemelding efter et stort arbejdspres og har selv brugt både yoga, meditation og personlig udvikling til at komme sig igen og finde tilbage i arbejdet som kunstner. Et arbejde som kunstner er som andre erhverv krævende og rummer mange deadlines, udstillingsåbninger med store produktioner, aftaler og budgetter, hvilket alt sammen kan fylde meget i forhold til samtidig at skulle skabe nye værker og arbejde kreativt med henblik på at tilfredsstille et kunstsystem, hvor hver ny udstilling helst skal overgå den forrige. Med værket skabt specifikt til udstillingen Work it Out tager Jeppe Hein afsæt i en personlig historie og gør den universel ved at invitere alle gæster på udstillingen til at reflektere over vigtige spørgsmål i livet.


Du kan gå på opdagelse i Heins værk og deltage i en af vores gratis workshops, som finder sted hver time med en af museets dygtige guider.


Perspektivering

Vi uddanner folk til at vide, hvad de kan blive, men ikke hvem de er. Dannelsen som menneske er ofte overset i jagten på at indfri læringsmål. Og hvordan skal du finde ud af, hvem du er, når du hele tiden skal forandre dig og være omstillingsparat? Hos Hein er det dig og ikke din jobtitel, der er i centrum. Arbejdet starter i dig selv.