Som en ballon stiger Store Nana op i en stor favnende bevægelse. Den naive, ornamentale bemaling understøtter bevægelsen, samtidig med, at den giver Nana en række positive signaler: vitalitet, glæde, frodighed, erotik m.m. Humor er også et væsentligt element i skulpturen, al den stund, den lille røde ballon ikke kan bære den store kvindekrop. Nana Baloon er støbt i polyester. Niki de Saint Phalle eksperimenterede fra 1960’erne og frem med moderne materialer, og kunne med polyester skabe voluminøse, men stadig ”lette” skulpturer. Serien af Nana’er pointerer netop denne dobbelthed mellem materiale og masse.