Olaf Rude hører til de klassiske modernister, som omkring 1. verdenskrig satte fokus på maleriets formelle virkemidler på bekostning af naturgengivelsen. Undersøgelsen af form, linje, flade, farve m.v. fik stor betydning for malernes udtryk, og Rude har her skabt et dramatisk og dynamisk motiv, som er bygget op af flader i hver sin lokalfarve. Ifølge legenden om Sankt Georg, som led martyrdøden i år 303 e.Kr., dræbte han en drage, som havde en prinsesse i sin vold. Det er denne scene, Rude viser os. Prinsessen er gennem kristen mytologi blevet sidestillet med kirken. Men vi ser ikke prinsessen, og billedet kommer derved kun til at udstråle handlekraft og mandsmod.