
Vær med, når vores kollega fra Nordjyske Museer, museumsdirektør Lars Christian Nørbach, som optakt til udstillingen 'Tomorrow’s Ghosts' fortæller om den fascinerende koldkrigsbunker REGAN Vest.
Billetter til første foredrag kl. 17:00 røg hurtigt, så nu har vi et ekstra foredrag på dagen kl. 19.00.
Allerede før åbningen af museet og den tidligere meget hemmelige koldkrigsbunker, REGAN Vest, blev billetterne revet værk. Denne aften giver museumsdirektør Lars Christian Nørbach et indlevende og fascinerende foredrag om bunkerens indretning og funktioner – samt et tilbageblik til tiden, hvor vi forberedte os til atomkrig; et scenarie og en frygt, der desværre atter er aktuel.
REGAN Vest og den kolde krig fascinerer mange mennesker. En af forklaringerne er måske, at samfundsmæssige og politiske udfordringer fra bunkerens samtid, som for få år siden var indskrevet i historiebøgerne, pludselig er blevet uhyre aktuelle og påtrængende. I foredraget trækker museumsdirektøren referencer fra datid til nutid.
Koldkrigsbunkeren REGAN Vest (Regeringsanlæg Vest) blev bygget fra 1963 til 1968 under den kolde krig, og står i dag som en autentisk tidslomme fra dengang, hvor frygten for atomkrig var en del af hverdagen.
I den atomsikrede bunker kunne 350 personer - regent, regering, embedsfolk og personel opholde sig – og herfra skulle Danmark styres i tilfælde af en atomkrig. REGAN Vest skulle være det danske demokratis sidste bastion.
I 2012 blev REGAN Vest udskrevet af beredskabet, og i 2014 blev den fredet. Herfra er det gået stærkt med omdannelse af den tidligere regeringsbunker til offentligt museum, der åbnede 13. februar 2023.
Museumsdirektør Lars Christian Nørbach
Foredraget bygger desuden op til udstillingen Tomorrow’s Ghosts af den palæstinensiske kunstner/instruktør Larissa Sansour og den danske forfatter, instruktør og manuskriptforfatter Søren Lind. Udstillingen åbner 30. marts på Kunsten.
I udstillingen præsenterer de værker, der adresserer følgerne af traumer, sorg og tab. Blandt andet skildrer Sci-fi-kortfilmen In Vitro (2019) to videnskabsmænd, der har fundet ly i et underjordisk område i kølvandet på en øko-katastrofe.
Vi glæder os hver gang vi får besøg af dygtige kolleger fra andre museer, som altid har noget interessant at fortælle om, hvad der rører sig i deres verden. Du får et unikt indblik i kunstnere, aktuelle eller kommende udstillinger og andre museers spændende arbejde.
Foto:
Billede i top: Lars Horn, Baghuset
Kreative workshops med værksteder, tegnekurser og kunstneriske eksperimenter
Foredrag og samtaler om kunst, arkitektur, samfund, kultur og aktuelle udstillinger.
Fri entré for dig og en ledsager, udstillinger i verdensklasse, lækker mad med rabat i Brasserie Kunsten, aktiviteter for store og små, rabat i Butik Kunsten og vi kunne blive ved...