Jubilæumsidealist 2022

 

Kunsten Museum of Modern Art Aalborg
Kong Christians Allé 50
9000 Aalborg

Tlf: +45 99 82 41 00
kunsten@kunsten.dk
CVR: 47 21 82 68
EAN: 5798003745718

 

Danske Bank

Regnr.: 4368 Kontonr.: 3402 188 898 

Farver, fisk og fantasi i efterårsferien

29. sep 2022, 15:34

Efterårsferie på Kunsten byder på sjove og kreative aktiviteter for hele familien, nye udstillinger og børnefavoritter i brasseriet.

Måske har du lagt mærke til alle de flotte farver, der kommer frem i efteråret, blandt andet i den natur, der omgiver Kunsten.

 

I efterårsferien trækker Kunsten farverne helt ind i et farvelaboratorium, hvor familier selv kan lege med pigmenter og pastelfarver og skabe sin helt egen nuance ved at blande primærfarverne blå, gul og rød.


Årets efterårsfarveferietema er ligeledes i tråd med den nye udstilling, der åbner op til efterårsferien; Tal R & Mamma Andersson – Omkring Hill.

 

Vores workshop er også med inspiration i kunstnerne Tal R og Mamma Anderssons farverige, eksperimenterende univers. Børn er fantastiske til at suge kunstnerisk inspiration til sig og bruge fantasien. Vi glæder os til sammen med en masse familier at lave eksperimenter med farver, de selv har blandet, siger Peter Juul, formidlingschef på Kunsten.

 

Da mormor var ung

Farvelaboratoriet er ikke det eneste tilbud til familier, der gerne vil fordybe sig i kunsten på en sjov måde.


En spændende skattejagt fører gæsterne rundt på resten af museet, man kan opdage spændende kunstværker med en kunstkuffert, se film, opdage naturens mønstre og skabe elastikmalerier og kunstværker med magnetfigurer. I to af udstillingerne kan familierne endda opleve kunstværker med levende fisk og havdyr.

 

Familierne bliver også ført ind i en tidslomme med Kunsten retro - samlingen vist som i 1972, hvor man kan gå på opdagelse i Kunstens samling og historie. I udstillingen ligger der gammeldags aviser klar med opgave og nyttig viden, både til børn og voksne.

 

Og mon ikke Kunsten retro giver anledning til en masse gode samtaler om kunst, og hvordan verden var, da mormor og morfar var unge?, siger Peter Juul.

 

Brasserie Kunsten disker op med et helt nyt menukort med børnefavoritter som frikadeller, kyllingeburger, pizza og pommes frites. De voksne fristes med en række – hovedsageligt – vegetariske retter, såsom cremet græskarsuppe og kartoffelpizza med Gammel Knas og frisk rosmarin.
 
De fleste aktiviteter i Kunsten Kreativitarium er gratis, når entréen til museet er betalt. Og børn og unge under 18 år betaler aldrig entré. Bemærk at skattejagten koster 50 kr. pr. familie.