1980'erne er tiåret, hvor minimalistiske kunstværker går hånd i hånd med postmoderne udtryk inden for især maleri, installationskunst og skulptur. I 1982 slår de unge vilde igennem, og forskellige dobbelttydige malerier i et ekspressionistisk formsprog sætter sig igennem med saft og kraft. Lysten til at eksperimentere med materialer af forskellig karakter er også et periodekendetegn. Ny Abstraktion er et udtryk for unge kunstneres grænseoverskridende undersøgelser. Eksempler på interessen for materialet er f.eks. Torben Ebbesens "Hjernelandskab" og Claus Carstensens "Ni bidrag til kritikken af den økonomiske og selvopfyldende æstetik". Berit Jensens maleri "Uden titel" og Claus Carstensens "Le plaisir du texte II" eksemplificerer det vilde maleri - en slags Neo Ekspressionisme.