De to kunstnere Anselm Kiefer (f. 1945 i Donaueschingen) og Georg Baselitz (f. 1938 i Deutschbaselitz), står som to af Tysklands mest toneangivne kunstnere. Deres kunstværker er tidløse, for selvom kunstnernes bagkatalog rækker gennem flere generationer, så afspejler de fortsat vores samtid.
Siden begyndelsen af det 20. århundrede har Tyskland markeret sig som europæisk stormagt med industri og rivende udvikling. Samtidig er det en nation, der har gennemgået massive op- og nedture grundet landets historie, som rummer både 1. og 2. Verdenskrig, inddelingen af Tyskland i Øst og Vest samt den nye åbning af landet med Murens fald på blot lidt over et århundrede. De store omvæltninger, krig og krisetider har haft stor indflydelse på kunstens udvikling hos vores nabo i syd. Hvor Kiefers tunge og triste værker er et billede på en svækket nation, har Baselitz valgt et humoristisk greb med sine malerier.
Udstillingen er den første dialogudstilling mellem kunstnerne, siden de udstillede sammen på Venedig Biennalen i 1980. Værkerne af Kiefer og Baselitz udgør en interessant dialog i motiv og materialitet og ikke mindst i skala, når deres gigantiske værker rykker ind på Kunsten.
Selvom Kiefers og Baselitz’ kunstneriske udtryk er forskellige, behandler de begge deres fælles, nationale historie – både inden for samfund og kunst. De bliver betragtet som ”efterkrigskunstnere”, der tager livtag med Tysklands fælles traume i kølvandet på 2. Verdenskrig. De udstillede værker er fra Louisianas samling. Ud over at pege mod en tragisk del af Tysklands historie, peger den desværre også mod en europæisk samtid.
Anselm Kiefers første mange værker stammer fra 1960’erne til 1990’erne og refererer i høj grad til tysk kultur: historie, myter, litteratur, kunst, musik, filosofi, arkitektur, folkekostumer og ikoner. Da han påbegyndte sin kunstneriske karriere, var der en gennemgående strømning i den tyske kultur om at forholde sig til den problematiske og tunge fortid. Det er netop denne fortid, der inkorporeres som historiske referencer i hans malerier, der gennem tiden er vokset i skala, og i dag ofte består af mægtige, installatoriske værker, der bringer historier og figurer helt ind i selve billedet.
Georg Baselitz slog igennem i 1960’erne med sit maleri, der i høj grad var en reaktion på den tyske kunsts behov for at finde et nyt sprog i kølvandet på 2. Verdenskrig. Særligt kendte er hans menneskelige figurer, der gennem hans virke har undergået en masse eksperimenterende former og stilarter. Her har han i flere år arbejdet med kompositioner, som vendes på hovedet – bogstaveligt talt. For Baselitz handler dette om at søge at tømme formen for indhold og bevæge sig mellem figuren og det abstrakte for dermed at genopfinde maleriet. Selv senere i sin karriere søger Baselitz konstant innovationen inden for sin kunst. Eksempelvis når han genfortolker sine egne og andre velkendte motiver inden for kunsthistorien.
Foto:
Anselm Kiefer
Jason, 1989
Bly, glas, tandben, træ, plastik og slangeskind
14 dele med samme mål / 14 parts with equal dimensions
Louisiana Museum of Modern Art. Donation: Ny Carlsbergfondet, Augustinus Fonden og Louisiana-Fonden