Automattegning

Lukkede øjnene og tegnede

CoBrA-kunstnerne ville male spontane billeder, hvor deres underbevidsthed kom frem. De havde derfor en teknik, som kaldes ‟automattegning”. I automattegningen lader man penslen eller blyanten tegne frit hen over papiret. Man skal ikke tænke over noget særligt motiv, men bare slippe fantasien løs. Kunstneren Asger Jorn lavede mange automattegninger. Ofte lukkede han øjnene og tegnede på papiret uden at se eller tænke. Han tegnede cirkler og mønstre og løftede ikke blyanten. Tegningen kom til at ligne kruseduller. Bagefter åbnede han øjnene, og ledte efter figurer og fantasivæsner i tegningen, som han malede frem med maling. Af og til gav han sin tegning til en ven, som fandt og farvelagde ting og væsner mellem linjerne. Mange af CoBrA-kunstnerne tegnede og malede tit på de samme billeder, så de blev til fællesværker.

 

 

Samtale om værket:

  • Hvad kan I se på billedet?
  • Hvilke figurer har Asger Jorn malet frem mellem linjerne i automattegningen?
  • Hvordan har han brugt farverne? Glade, triste? Hvad fortæller de?
  • Hvilket humør har Asger Jorn været i?
  • Hvilket humør kommer du i? Følelser?

Læs mere om billedanalyse her

 

Hvem er Asger Jorn?

Asger Jorn (1914-1973) var med til at starte CoBrA. Han læste til lærer på seminariet i Silkeborg, men tog hurtigt til Paris for at blive kunstner. Han mødte mange internationale kunstnere og eksperimenterede hele livet igennem med sin kunst.

 

Opgaver

  • Lav jeres egen automattegning og fællesværk. Prøv at gøre ligesom Asger Jorn. Luk øjnene og tegn på papiret uden at I tænker over, hvad I tegner. Gå sammen to og to. Find figurer, dyr, mennesker og andre ting i hinandens tegninger. Farvelæg og tegn figurerne frem i den andens automattegning.
  • Har I meget plads, kan I sætte store stykker papir eller karton op på væggen og prøve at male stående og sammen på det samme billede.