Om Kunsten

Museet

Kunsten er et levende kunstmuseum, hvor der er plads til fordybelse, forundring og fascination. Museet huser en unik samling med over 4000 kunstværker af danske og udenlandske kunstnere, hvoraf størstedelen af værkerne er fra år 1900 og frem. I museets fem udstillingssale kan publikum opleve både den faste samling og skiftende særudstillinger. Desuden tilbyder Kunsten et bredt udvalg af arrangementer som foredrag, filmvisninger, koncerter, familieværksteder, guidede ture og andre aktiviteter, der henvender sig til alle aldersgrupper.    

 

Arkitekturen

Museumsbygningen, der stod færdig i 1972, er en attraktion i sig selv. Den er tegnet af den verdensberømte finske arkitekt Alvar Aalto samt Elissa Aalto og Jean-Jacques Baruël, og det er den eneste museumsbygning uden for Finland, som Aalto har tegnet. Museet er opført i enestående hvid marmor. Inden for murene fortsætter stilen med smukke marmorgulve og kobberlamper, der ligeledes er designet af Aalto.

 

Restaureringen

I januar 2016 genåbnede Kunsten efter halvandet års gennemgribende restaurering. Restaureringsarbejdet er foregået med stor respekt for museumsbygningen, der er fredet. Som et resultat af dette står museet nu færdigt som en ny og forbedret udgave af sig selv. Den omfattende restaurering har blandt andet resulteret i en ny udstillingssal, nye undervisningslokaler, ny café og butik, en totalrenoveret skulpturpark med ny, stor terrasse samt udskiftning af 317 tons italiensk marmor ude og inde.