Det moderne arbejdsliv bliver sat til diskussion i udstillingen Work it Out, med 19 toneangivende samtidskunstnere og kunstnergruppers bud på arbejdslivet i dag og i fremtiden. Denne aften kan du helt eksklusivt opleve den udstillingsaktuelle kunstner Marie Thams i performanceværket 'aaaarena'.
I aaaarena agerer stemmen inderligt instrument, der danner lydlandskab sammen med talesporet. Værket griber ind i spørgsmål om kroppen som arena og redskab i det accelererede og normsættende arbejdsliv – der former oplevelsen af liv, vores evne til at høre andet end menneskeskabte mekanismer, vores forbundethed mv. Performance foregår midt i udstillingen.
Marie Thams arbejder med rumlige installationer, performance, tryk og publikation, hvor hun undersøger de politiske og kulturelle værdier og strukturer, der præger vores tid. I værkerne behandler hun spørgsmål om arbejdsliv og produktivitet, socialt råderum, identitet, offentlig retorik, politiske strategier, dominerende (økonomiske) menneskebilleder, gensidighed, køn, kropslig levet erfaring mv. Den menneskelige stemme er en afgørende del af Thams’ arbejde, både som interessefelt og råmateriale, der samtidig er et subjektivt vidnesbyrd og en kritisk ytring.
I udstillingen Work it Out er Thams repræsenteret med lydinstallationerne Within My Voice, 2018/21, og It’s an Airy Feeling (This Promise of Promotion), 2019.
Efter hendes performance vil det være muligt at stille Marie spørgsmål om hendes bidrag til Work it Out.