Kunsten Museum of Modern Art Aalborg

Kong Christians Allé 50
9000 Aalborg

Tlf: +45 99 82 41 00
kunsten@kunsten.dk
CVR: 47 21 82 68
faktura@kunstenfaktura.dk

 

Danske Bank

Regnr.: 4368 Kontonr.: 13534926

Er du Kunstens nye kunstguide?

Kan du formidle naturligt og levende om kunst, til forskellige målgrupper? Så kan du blive vores nye kunstfaglige formidler.

Vi søger en kunstguide med en bred viden inden for det kunstfaglige felt. Vi ser også gerne, at du har en baggrund i kunsthistorie eller et andet relevant studie.

 

Derudover håber vi på følgende:

  • Du kan formidle naturligt og levende med øje for den gruppe, du har med rundt på museet
  • Du kan lytte til gæsterne og skabe gode dialoger
  • Du har en solid kunstfaglig ballast
  • Du har erfaring med at omvise eller undervise
  • Du har mod på, på sigt at holde foredrag
  • Du kan facilitere en praktisk-kreativ aktivitet som del af et læringsforløb
  • Du har interesse for læringsmetoder og lyst til at lære mere
  • Du kan formidle på engelsk (og gerne enten tysk eller fransk)
  • Du har erfaring med at arbejde med børn og unge
  • Du kan formidle på tekst

 

Vi lægger også vægt på, at du som person er fleksibel og udadvendt, og har gode evner til at samarbejde i et miljø præget af omskiftelighed, engagement og høj faglighed.

 

Hvad kan vi tilbyde dig?

  • Du bliver en del af et engageret formidlingsteam på et kunstmuseum, som stræber efter at være en af de bedste arbejdspladser inden for museumsverdenen
  • Du deltager i personaleomvisninger til udstillinger, møder i kunstguideteamet og daglig ad hoc sparring, og har derfor mulighed for at udveksle erfaringer, diskutere fagligt relevante emner og medudvikle formidlingen
  • Du deltager i kurser eller læringsdage særligt for kunstguider/undervisere om f.eks. formidlingsteknikker eller et kunstfagligt indhold
  • Du får en omfattende indsigt i museets samling og arkitektur samt de skiftende særudstillinger
  • Du kan deltage i museets personalefester og årlige studietur sammen med resten af personalet
  • Da Kunsten er et forholdsvis lille museum, har du nemt ved at få indsigt i museets hverdag
  • Der er mulighed for ekstra formidlingsopgaver - f.eks. skriftlige opgaver, ferieaktiviteter, arrangementer og længere projekter

 

’Det meste af det, jeg ved om dansk kunsthistorie, lærte jeg som kunstguide på Kunsten’

— Caroline Nymark Zachariasen, tidligere kunstguide, nu chefkurator på Kunsten

 

Din afdeling: Kunsten Kreativitarium

I 2017 etablerede Kunsten en ny formidlingsafdeling, Kreativitarium, som med Nordea-fondens støtte har muliggjort at vi nu har et ambitiøst og kreativt formidlingsteam på rigtig højt niveau. Men andre ord – du kan her blive ansat på et museum, hvor der er store muligheder for at fordybe dig i kunsthistorien, samtidskunsten og formidlingsmetoder, og hvor formidling får lov til at fylde meget.

 

At formidle på Kunsten

I vores formidling drømmer vi om, at dialogen er central, uanset om vi beskæftiger os med børn eller voksne. Vi praktiserer en dialogisk formidling, der sigter mod at skabe rum for aktiv deltagelse og flerstemmighed i vores formidlings- og undervisningstilbud. I det arbejde er vi inspirerede af dialogmetoden Visual Thinking Strategies (VTS), som du vil blive oplært i. Derudover laver vi også praktisk-kreative aktiviteter til nogle af vores forløb. Aktiviteterne er udviklet af vores kunstnere, og du skal være klar på at facilitere dem. Det sker også, at vi får bookinger fra grupper, som ønsker en klassisk, kunsthistorisk tung omvisning, og det leverer vi selvfølgelig også, ligesom vi også afholder foredrag. Stillingen som kunstguide og omviser kræver derfor gode pædagogiske og stærke kunsthistoriske kompetencer.

 

Om Kunsten

Kunsten har store ambitioner på udstillings- og formidlingsområdet, og museet arbejder målrettet med at lade museet være et alternativt rum for læring og oplevelser af høj kvalitet. Vi udvikler hele tiden nye formidlingstilbud til museets mange gæster i relation til de skiftende udstillinger.

 

Kunsten er et levende kunstmuseum, der har til huse i en ikonisk museumsbygning fra 1972, tegnet af den finske arkitekt, Alvar Aalto. Museet har en samling, som rummer mere end 4.000 værker, hvoraf størstedelen er fra år 1900 og frem. I museets fem udstillingssale præsenteres museets faste samling samt skiftende særudstillinger sideløbende. Du får altså en mulighed for både at formidle kunsthistorien, og samtidskunstens spændende navne.

 

"Kommer du fra Aarhus, er tiden i toget perfekt til at forberede dig, og museet ligger kun 5 minutters gang fra banegården."

— Kira Strand, tidligere kunstguide på Kunsten

 

Det praktiske

I et samarbejde med afdelingens koordinator og de andre kunstguider lægges der en halvårlig plan, sådan at hver kunstguide har en fast ugedag og en fast backupdag, ligesom vi fordeler weekenderne ligeligt. De dage står du til rådighed for de bookinger, der kommer ind. Der er mulighed for at kunstguiderne kan bytte omvisningerne indbyrdes. Der er altid god mulighed for sparring om indhold, og selvom vi forventer en høj kunstfaglighed, sørger vi selvfølgelig for, at du bliver klædt på til at kunne formidle vores samling.

 

"Jobbet som kunstguide er en god mulighed for at styrke sin egen kunsthistoriske faglighed, da selve formidlingen til andre mennesker er med til at udvide ens egen forståelse af både værkerne, kunsthistorien og den museale kontekst."

Signe Mark, tidligere kunstguide på Kunsten.

     

    Løn og ansættelsesvilkår

    Stillingen er en studenterstilling/deltidsstilling og aflønnes med honorar pr. omvisning. Vi forventer, at du har mindst en fast ugentlig hverdag, en backupdag + hver fjerde weekend, hvor du kan tage omvisninger og læringsforløb. Derudover er arbejdstiden fleksibel og fastsættes nærmere efter aftale.

     

    Ansøgningsfrist 2. januar 2025, men vi læser ansøgninger løbende.

    Samtaler afholdes 9. januar 2025.

    Tiltrædelse hurtigst muligt.

     

    Klik her for at søge stillingen som kunstguide.

     

    Hvis du har spørgsmål til stillingen, så send endelig en mail til formidlingschef, Peter Juul på pjj@kunsten.dk.