Kunsten Museum of Modern Art Aalborg

Kong Christians Allé 50
9000 Aalborg

Tlf: +45 99 82 41 00
kunsten@kunsten.dk
CVR: 47 21 82 68
faktura@kunstenfaktura.dk

 

Danske Bank

Regnr.: 4368 Kontonr.: 13534926

Omar Victor Diop på Kunsten: Anmelderrost fotograf gentænker historien

21. jun 2024, 10:33

Den anmelderroste senegalesiske kunstner Omar Victor Diop (f. 1980) kan fra den 12. september 2024 opleves på Kunsten Museum of Modern Art Aalborg. Diops fotografier fortæller med både nutidige og historiske referencer om fremtrædende afrikanere over hele verden, der ofte er blevet glemt i verdenshistorien – og om sort modstand i et globalt perspektiv.

Diops værker kombinerer fotografi med andre kunstformer som fx mode og design. Hans vigtigste værktøj er det kunstnerisk selvportræt, der anvendes til at sætte fokus på komplekse spørgsmål om repræsentationspolitik, fællesskab og ideer om selvfremstilling. Værkerne er ofte kendetegnet ved et omhyggeligt iscenesat, dramatisk billedsprog, hvor kunstneren selv figurerer som motiv på billederne.

 

Udstillingen på Kunsten Museum of Modern Art Aalborg samler for første gang i Danmark tre af Diops projekter: Diaspora, Liberty og Allegoria.

 

Vi er stolte og glade over at præsentere Omar Victor Diops fotografier, der betragter historieformidlingen med et kritisk blik og giver fortjent opmærksomhed til mennesker, der mange gange er blevet overset. Diop forener i sine billeder historiske refleksioner og fremtidige visioner. De tre projekter inviterer beskueren til at reflektere over hhv. at leve udenfor sit hjemland, om frihedskampe over hele verden både historisk og i dag samt om klimakrise og hvad den betyder for fremtidens natur og landskaber, siger Lasse Andersson, Museumsdirektør på Kunsten Museum of Modern Art Aalborg.

 

Diaspora (2014) henter inspiration fra historiske vestlige portrætter fra det 15. til det 19. århundrede og skildrer med nutidige referencer en mangfoldig skare af sorte personer, som de seneste 400 år har opnået fremtrædende roller i domstole, videnskab, politik og sociale bevægelser i Europa – men som ofte mangler i konventionelle fortællinger.

 

I Liberty (2017), med undertitlen A Universal Chronology of Black Protest, genfortolker Diop betydningsfulde øjeblikke i den historiske kamp for sort frihed; fra apartheidbevægelser i Sydafrika til borgerrettighedskampagner i Amerika, Caribien og Europa til nutidens Black Lives Matter-bevægelse –

og udforsker hvad der forener og definerer disse vedvarende, globale kampe for lighed og menneskerettigheder.

 

Allegoria (2021) omhandler klimakrisen og dens påvirkning på især det afrikanske kontinent. I disse levende, metaforiske og paradisiske billeder er Diop afbildet midt i fantastisk billedsprog af omhyggeligt konstrueret flora og fauna. Her låner kunstneren åbent fra genrer som klassisk maleri, religiøs ikonografi og vestafrikansk fotografisk studieportrættering, samt videnskabelige lærebøger og encyklopædier. Samtidig overvejer han menneskehedens skæbne i kølvandet på naturkatastrofer og miljømæssig tilbagegang – og spørger hvordan vi i fællesskab kan sikre en bedre fremtid.

Udstillingen på Kunsten Museum of Modern Art Aalborg er baseret på en udstilling skabt af Autograph i 2018 i London (medkurateret af Renée Mussai og Mark Sealy). Denne turnerende udstilling er kurateret af Renée Mussai og afspejler udgivelsen Omar Victor Diop (5 Continents Editions, 2021).

 

Udstillingen er produceret i samarbejde med Autograph i London og Gallery MAGNIN-A i Paris.

 

Udstillingen kan opleves fra den 12. september 2024 til den 19. januar 2025.

 

Læs mere om udstillingen her.

 

Foto: Omar Victor Diop, Allegoria 6 (2021). © Omar Victor Diop. Commissioned by Autograph.

 

Udstillingen er støttet af Augustinus Fonden og Det Obelske Familiefond