Billedkunstelever fra Hasseris Gymnasium viser deres talenter med en ny udstilling i KUNSTENs foyer.
Billedkunstholdet 1.ayz og elever fra Open Artclass står bag udstillingen, der byder på akrylbilleder og tegninger. Emnet er Det Uhjemlige – direkte oversat fra Sigmund Freuds begreb Das Unheimliche. Begrebet dækker over ting, som er underlige, uhyggelige og uforklarlige.
I Freuds analyse af den tyske forfatter E.T.A. Hoffmanns fortælling Sandmanden, viser Det Uhjemlige sig som forvandlingen fra noget velkendt til noget dæmonisk. At skindet bedrager. Samme tema ses i mange eventyr, hvor der optræder forførende elverpiger, der er hule i ryggen – eller havmanden, som lokker sin brud ned på havets bund. I film og billedsprog bruges dobbeltgængeren eller masken ofte som et visuelt symbol for denne tematik. I gyserfilm kan det for eksempel være klovnen eller julemanden, der viser sig at bære det dæmoniske i sig.
Det kan godt være, at teorier om identitet og personlighed har udviklet sig, siden Freud offentliggjorde sine tanker, men hans begreb Das Unheimliche lever i bedste velgående i kunst, film og litteratur.
Som inspiration har eleverne besøgt Julie Nords udstilling Just Like Home. De er desuden blevet inspireret af kunstnere som Kathrine Ærtebjerg, Lærke Lauta, Rachel Whiteread.
Udstillingen er et led i et udviklingssamarbejde – kaldet Intrface – mellem KUNSTEN og Hasseris Gymnasium. Intraface er et nationalt projekt, der har til formål at styrke samarbejdet mellem gymnasier og museer.