Foyerudstilling på KUNSTEN med elevarbejder fra den kunstneriske studieretning på Aalborg Katedralskole.
Eleverne har fået til opgave i deres værker at lade sig inspirere af Baudelaires begreb Homo Duplex.
Den franske digter og kunstkritiker Charles Baudelaire (1821 – 1867) er den forfatter, som tidligst beskriver moderniteten og hvad den betyder for det moderne menneske. Selve begrebet modernitet er hans, og hans forståelse af ordet er bundet til en meget vigtig dobbelthed: skellet imellem livsleden og livsfylden. Begreberne beskrives i hans to digteriske hovedværker Les Fleurs du mal (1857) og Parisisk spleen (1862). Hos Baudelaire er det et træk hos kunstneren, at han privilegeret kan beskrive forfaldet og derigennem se en form for selvmodsigende skønhed. I dette ligger dobbeltheden. Den moderne kunstner og det moderne menneske er derfor et ”Homo Duplex”.