Kunstens auditorium danner rammen om foredraget Klog på kunsten, som sætter spot på en aktuel udstilling, en særlig kunstner eller bestemt tematik, som du kan opleve på museet. Efter foredraget er der mulighed for at stille spørgsmål og diskutere emnet yderligere.
I efteråret 2018 præsenterer Kunsten en soloudstilling af den danske kunstner Kurt Trampedach (1943-2013), Kurt Trampedach – Møder i mørket. Udstillingen sætter fokus på Trampedachs værkproduktion i 1960’erne og 1970’erne, hvor mørket dominerer både konkret og tematisk.
Foredraget giver et indblik i Trampedachs kunstneriske virke, hvor han med en mørk farvepalet dystret skildrede den menneskelige psyke og den samtidige tilværelse gennem bl.a. selvportrætter, skulpturer og tableauer.