Ti onsdage har der været Summer Lounge på Kunsten, og besøgstallet er i år steget med 30 procent i forhold til 2017.
Kunsten Summer Lounge 2018 har været en bragende succes med ikke færre end 5.000 gæster til livemusik, artist talks og sommerhygge på plænen i Skulpturparken.
I 2017 var besøgstallet cirka 3.500.
Opskriften på succesen er en særlig kobling mellem kunst, frivillighed, lounge-stemning, debat og musik.
Vejret har naturligvis haft en betydning for tilslutningen, men derudover tror vi, stigningen skyldes, at Kunsten Summer Lounge nu har etableret sig som et fast koncept i byen, hvor vi gennem artist talks, kunst og livemusik dyrker et folkeligt fællesskab om kultur på tværs af samfundsgrupper, siger Gitte Ørskou, direktør for Kunsten.
Summer Lounge er særligt målrettet unge, og konceptet blander kendte elementer som dj’s og streetfood med mere ukendte elementer såsom moderne kunst og art talks. Desuden er socialøkonomiske virksomheder ofte repræsenteret.
Alt i alt en mulighed for at være sammen med mennesker, der ikke nødvendigvis ligner og tænker som én selv.
Lounge-gæsterne dyrker Kunsten Summer Lounge som et særligt fællesskab med engagement i samfund og kultur på tværs af f.eks. uddannelse og indkomst. Et engagement og en rummelighed, der tjener som et alternativ til de sociale medier, hvor vi ikke i samme grad har mulighed for at udvikle og udfordre vores eget verdensbillede, siger Gitte Ørskou.
En brugeranalyse viser, at gæsternes gennemsnitsalder i år lå på 34,4 år.
Konceptet er primært målrettet unge, men hver gang er der meget forskellige aldersgrupper repræsenteret, hvilket glæder Kunsten og understøtter den tanke om samfundssind og mangfoldighed, der ligger bag Summer Lounge.
Konceptets formål understøttes af, at det bliver gjort muligt af frivillige, blandt andre Naja Toftgaard Lauridsen, der studerer til serviceøkonom på UCN:
Jeg ville gerne afprøve min uddannelse i praksis og stifte bekendtskab med nogle af de karrieremuligheder, min uddannelse giver. Som en del af det frivillige team omkring Summer Lounge, har vi prøvet kræfter med markedsføring og afviklingen af et event. Det har været lærerigt, og det har været sjovt, siger hun.
Tuborgfondet støtter Summer Lounge økonomisk. Det falder i tråd med fondets formål, fortæller Anne-Marie Skov, direktør i Tuborgfondet.
Kunsten inviterer i museets park til musik, mad, kunst, kultur og fællesskab. Med arrangementerne skaber museet et rum, hvor mennesker på tværs af alder kan komme og møde andre, som ikke ligner dem selv. Vi har i en digital tidsalder brug for at være sammen om noget på én gang meningsfuldt og uformelt. Det er skønt, at det nye format er blevet så stor en succes, siger hun.
Tuborgfondet støtter Kunsten Summer Lounge sammen med Spar Nord Fonden, UCN, Aalborg Events og Himmerland Boligforening.
Kunsten Summer Lounge vender tilbage i sommeren 2019.