Twilight Zone

Tale af Ole Bornedal er skrevet i forbindelse med åbningen af Twilight Zone på Kunsten i Aalborg d. 6. september 2019 og bringes med tilladelse fra instruktøren.

Kunsten – er, når vi oplever noget nyt, som vi alle godt kender. 

Ligesom ALT, hvad der findes, består af det samme kul- og grundstof som stjernerne, både bygningen her og cellerne i vores krop - så er de menneskelige instinkter i enhver af os – instinkter, vi deler med alle andre, altid HAR og altid VIL dele med andre. 

Vi kan nonchalant bilde os selv ind, at vi er individuelt unikke:
Jeg kan tro, jeg er klogere, bedre, dygtigere, men også dårligere, svagere eller dummere end alle andre - men i bund og grund er jeg og VI det samme væsen.
 

Helt tilbage til derfra, hvor vi ikke var andet end små, slimede, smattede organismer i en vandpyt, der kun ville parre sig - få afkom - bekrige hinanden og kæmpe med en celles - manglende - albuer for overlevelse. 

Instinkter vi bar med os helt tilbage fra den vandpyt helt op til den dag, hvor vi endelig stod oprejst: Som menneske!

Og så kom Gud. Puttede os ind i en have - gjorde os til kvinde og mand og indsatte i haven en djævel og en fristelse, som een gang for alle skulle fjerne vores dybe, forbundne slægtskab med naturen. For FØR, vi mødte fristelsen, var vi nemlig ligesom naturen: Ubevidste.

For dén er jo hverken god eller ond - den ER bare, og derfor handler myten om det første menneske - verdens allerførste drama om: At FØR vi blev bevidste om os selv: Der var vi lykkelige.
FØR vi så nøgenheden - FØR vi fik bevidstheden om vores kommende død, FØR vi fik ideen om, at man kunne blive smidt ud af det gode selskab, hvis vi forbrød os - FØR vi opdagede, at handlinger kan have konsekvenser: FØR alle de bekymringer: Der var alt godt. 

Den dag i dag kæmper vi stadig for at komme tilbage til Edens Have. Finde tilbage til naturens afslappede ubevidsthed og altings rette harmoni.
Ferier til syden sælges som “det rene paradis”, og maden smagte himmelsk. Og der findes et hav af selvbebrejdelser, som vi piner os selv og hinanden med hver dag - og faktisk lige siden den dag, vi spiste af det fordømte æble og blev syndere.
I dag må vi dog GERNE spise æbler - dog ikke KØD, som er blevet en Ny-synd. Veganere har derimod aldrig været tættere på paradiset, end de er i dag. Plastik er også en ny-synd. Og alle navigerer ængsteligt i en verden fuld af ny-synder: Mænd bliver angste for kvinders grænser. Kvinder bliver bange for ikke at slå til. Curling-forældre skam-elsker deres forkælede børn i fare for at blive anklaget for ikke at elske dem NOK - og hver dag er der nye ofre og krænkelser og krænkede ofre og krænkere, der ofres uden dom. Og er jeg en mand eller en kvinde, eller er jeg begge dele, og hvad er i,øvrigt det mest rigtige eller u-syndige? Måske er jeg på den sikre side, hvis jeg både erklærer mig B og L og G og T og Q og M og X og Y - på SAMME tid?

Vi er langt fra de forsider, jeg husker, fra da jeg var barn, når Jehovas vidner gik rundt og uddelte blade... Forsider med afslappede familier i familie-græs, siddende med slanger og løver og køletaske - helt blottet for ondskab. Den søde drøm om at genfinde porten til paradiset: Vende tilbage til det “rigtige liv”. Det “harmoniske liv”. Det myose-fri liv, hvor vi bare “ER”.

Men det findes ikke. Vejen tilbage til paradiset er permanent lukket, og sjovt nok er det nok den erkendelse - at vejen IKKE findes - som også er den mest kreative: At vi erkender os selv som faldne - FOR GOOD. 

Grunden til, at de skinhellige fanatikere er vores største fjender i,dag - er jo netop deres tro på deres ufejlbarlige religions fundamentale sandhed. Og at de går så langt, at de promoverer deres godhed ved hjælp af ondskab. 

Vi andre - vi forsøger hver dag at være ordentlige mennesker.
Nogle gange så meget, at vi blir tossegode og konfliktsky. Bilder os ind, at Gud kan lide os, hvis blot vi smiler ad det onde.
“Tja, JEG vælger at overvinde konflikten med min lammende stilhed eller min fremstrakte hånd. Så kan de lære det, kan de!”
Og hvis de bare hugger den af - så tager jeg min Prius hen til den nærmeste skadestue, får armstumpen forbundet og hæver invalidepensionen. Ringer lige 1813 først, så jeg ikke skal vente alt for længe.

For vi vil helst undgå konflikten og ondskaben. Også selvom den på forunderlig vis DRAGER os.
Vender helst ryggen til. Kysser den væk. Ignorerer den. Kalder den noget andet. Gør den til en kræftsvulst - som skal usynliggøres - u-benævnes for at få den til at forsvinde. 

Da min mor sku opereres for kræft første gang, sagde hun, hvilket var almindeligt folklore blandt jævne mennesker: “Er det nu godt at de lukker mig op - for de siger, at svulsten bare vokser, hvis der kommer luft til?”
At der kommer luft til - man kalder så at sige på den, og SÅ kommer den buldrende! 

Fortielsen ville derimod få den få den til at dø. 

Ja, var det bare så vel? Nej svulsten dør kun - med lidt held og videnskab - og som vi sir: Om Gud vil: i fuld oplysning. Således også ondskaben. 

Hjemme har vi nogle farlige Michael Kvium malerier, og min ofte meget bekymrede ex-kone spurgte mig tit, om det ikke var ødelæggende for børnene at se på al den dæmoni dagligt?
Det har det aldrig været. Børnene er vokset op med erkendelsen af verdens ondskab - ligesom de er vokset op i stor harmoni i et omfang, hvor jeg i alle tilfælde har gjort mit bedste.  

Du står i Føtex, og køen er for lang - aspiranten ved kassen forstår ikke at skifte bonnen. En sur kvinde med rådne tænder råber op. En spritter bag dig lugter af pis. Et barn skriger og tigger efter slik, og du har travlt. Børnene skal hentes før 17, og du har ondt i fødderne.
Og så trækker du langsomt - som i slow motion - dit automatgevær op af tasken og begynder at skyde omkring dig. Ser, hvordan du sejler i blod i Christchurch og Wallmart - som det onde selv.

Og pludselig er du ude igen - pludselig er du beamet tilbage fra din underlige Twilight Zone, og alt er, som det var før - måske.
For måske smiler du nu lidt af dig selv - måske har fantasien lige nu gjort dig en lille smule gladere for, at du IKKE er terrorist. At alt det her: Barnet, spritteren og den sure moster - jo bare er en bagatel... 

Måske føler du dig faktisk en lille smule stolt. Over din selv-kontrol. At du oplever dig selv som et civiliseret menneske og ikke som et vilddyr i en vandpyt. At du går oprejst med rank ryg og kan glæde dig over, at du IKKE skal tilbringe aftenen med en kælling, en spritter og et forkælet barn - men skal hjem til din godmodige, elskelige mand og dine egne søde børn. At du har oplevet den rasende, modbydelige død og den værste ondskab - men ikke i VIRKELIGHEDEN. At din fantasi blot var negativet på alt det gode i dig selv.
Den daglige erkendelse af døden er en positiv kraft, som kun overgås af glæden ved at være i live. 

Dét er Kunsten. Det Kunsten gør. At den udstiller for os alle dét, vi godt kender - men ikke tør er-kende. At den bliver vores kollektive fantasi. Flår djævelskabet, naturen og vor destruktive kraft ud af kroppen og udstiller den, perspektiverer den, italesætter den, former den og holder den op foran øjnene på os og siger: FOKUSÉR! Verden bliver kun til at forstå, hvis vi lukker op for ondskaben i dig selv.

Lukker op - så der kan komme LUFT til! 

Du har een gang for alle brændt broen tilbage til paradis. Vær nu ikke naiv. Du blir aldrig lukket ind igen.

Du rummer både godt og ondt - lev med det!