Ved første øjekast ser billedet velorganiseret og enkelt ud. Det påkalder sig interesse på grund af de klart markerede ”objekter” og de flotte farvekontraster. Et særdeles blodigt, kløvet og uhyggeligt ansigt danner blikfang. Hvilken historie mon denne smertelige og tragiske tilstand rummer? Billedet domineres af to ”rum”, hvori der er placeret dobbeltfigurer: øverst to tunge, enslignende bøger, næsten vandret svævende i farverige luftlag - og nederst et blodigt ansigt skåret lodret igennem på en sort baggrund. Midt imellem de to rum er der placeret et grønmalet risknippe. Billedelementerne taler ikke umiddelbart med hinanden, men påkalder sig undren: Det ser langt fra rart ud. De tunge bøger næsten svæver over ansigtet som et damoklessværd, og riset som evt. afstraffelsesredskab i forbindelse med det blodrøde ansigt fremkalder gysen. Æstetikken i billedet, det urealistiske og rebusagtige i billedsammensætningen og overdrivelsen i effekterne giver dog billedet et humoristisk eller ironisk præg.
Billedets flotte, men rebusagtige og dermed dobbelttydige karakter falder i øjnene. Der er ikke nogen umiddelbar logik i at sammenblande tunge bøger med et kløvet ansigt og et afstraffelsesredskab som et ”grønt” risknippe. Som overordnet virkemiddel har Claus Carstensen benyttet sig af kontrastforhold, der stiller tingene skarpt op over for hinanden og som forstærker billedoplevelsen.
Billedets komposition er næsten symmetrisk bygget op over en diagonal, der opdeler billedet i to helt ens geometriske figurer. De trapezlignende flader eller ”rum” er dog langt fra ens, når man betragter deres udnyttelse. Som vi skal se, kommer de til at stå som modsætninger, men samtidig som forbundne kar. Der er en forbindelse!
I det øverste ”rum” er de to orangefarvede bøger placeret i farverige omgivelser. Hele farveskalaen udnyttes (elementer fra de seks grundfarver), men idet sekundærfarven orange (rød og gul) stilles over for brækkede farver, afsvækkes kontrasten en del – dog igen strammet op ved hjælp af komplementærkontrasten orange / blå (konturstregen under bøgerne). Også kontrasten mellem hvid / sort strammer op i billedets øverste del.
I billedets nederste del, det ”sorte rum”, er der brugt enklere, men samtidig klarere farvekontraster: sort og hvid fremhæver hinanden. Primærfarven rød dominerer og fungerer som billedets blikfang. Den blodrøde farve markerer således en indgang til forståelsen for billedets indhold.
Det kan umiddelbart være svært at se en forbindelse mellem de to billedhalvdele, men ser man godt efter, ses det, at der forskellige steder på det kløvede ansigt er lagt enkelte orange konturstreger ind. Disse konturstreger markerer en forbindelse til de orange bøger.
Også ansigtets brunlige nuancer danner en familiær kontrast – som nabofarver til de ”varme”, orange bøger. Risknippet fungerer som overgangsobjekt mellem de to rum. I bogstaveligste forstand overlapper objektet begge rum, og den grønne farver genfindes i begge billedhalvdele. Den grønne farve fremhæver den vigtige røde massivitet (komplementærkontrast). Billedet hænger således – når man kigger nærmere efter – ganske godt sammen farve- og kontrastmæssigt og danner en æstetisk helhed.
Teksturen i billedet er opbygget ved hjælp af store, grove og kraftige penselstrøg (pastost maleri), og denne voldsomhed og ”primitivitet” binder de forskellige billedflader sammen til et ”vildt maleri” med pågående handling og udtryk.
Hvilken handling? Kan de ”underlige” billedelementer bringes til at tale sammen – som f.eks. farverne viste sig at gøre? Hvad har bøger, der postulerer at give glæde (plaisir) med et risknippe og et kløvet ansigt at gøre? Hvor er forbindelsen? Billedet indeholder en del modsætninger – eller kontraster, der gør aflæsningen vanskelig – eller i hvert fald dobbelttydig. Umiddelbart virker billedet pågående og ubehageligt nærværende med sin fokusering på mørke tilstande i og omkring mennesket.
Claus Carstensen har skabt en udtryksfuld billedcollage (en art combine painting), hvor forskellige malede objekter (bøger og et maltrakteret ansigt) er bragt i forbindelse med en tredimensionel genstand fastsat direkte på billedets overflade (risknippe). Disse billedelementer fastholdes i en stram komposition, hvor krydsende diagonaler binder værket sammen til en symmetrisk helhed. De forskellige ”objekter” forskubbes til en præcis placering omkring den synlige diagonale midterlinje, og de falder på plads i forskellige, klart afgrænsede rum. Den usynlige diagonal forbinder billedets elementer (diagonalkomposition).
Klarheden er fastholdt farvemæssigt, hvor den røde primærfarve danner blikfang – fremhævet på den sorte baggrund nederst i højre hjørne (”advarselskontrast”). Stærke farvekontraster i form af egenkontrast, lys-mørke-kontrast og komplementærkontrast giver billedet et særdeles klart og skarpt udtryk, der næsten ætser sig ind på nethinden. Der er ikke lagt fingre imellem!
Billedets noget statiske karakter – fremkaldt ved hjælp af symmetrien – ophæves delvis gemmen diagonalkompositionen og det forhold, at farver og linjer bidrager til et spil i delvis bevægelse. De lidt slørede farver og linjer omkring bøgerne giver en svævende effekt i det øverste ”rum”, og det kløvede ansigts position (en dobbelt trekant placeret på sin spids) samt de blodrøde strint nederst antyder bevægelse – om end den langsomt ”driver” i gelémæssig position. Der er tid til refleksion, men er det ikke for sent? Er billedet et udtryk for en trist konstatering (splittelse) eller en venlig advarsel?
Det er i hvert fald et dobbelttydigt billede, der kræver iagttagelsesevne og kombinatorisk fingerfærdighed. Ser man nærmere efter i ”rummet” bag de to tunge bøger, opdager man et grønt område, der minder om et ansigt. Dette ansigt er i bogstaveligste forstand opfyldt af bøger – og dermed i symbolsk forstand af boglig viden. Måske handler billedet om erfaringsdannelse, som kan erhverves på forskellig vis.
Den mørkerøde og grumsede farve bag bøgerne antyder en forbindelse til den blodige realitet nederst i billedet. Det ser ud til, at en moderne kultur er for selvpinende (forbindelsen via riset) og ensidig boglig. Derfor det splittede menneske, der nu er ”afskåret” fra sine sanser og må leve i et mørkt univers – alene uden krop og sjæl. Måske er ”Le plaisir du texte II” en ironisk kommentar til menneskets søgen efter livsindhold. Claus Carstensen stiller spørgsmål til erfaringsprocesser – og giver bud på mulige konsekvenser af de valg, mennesket træffer. Umiddelbart ser valgene betænkelige ud! Det ser tungt (bøger) og smertefuldt ud (ris), og blikfanget med det kløvede ansigt taler sit helt eget sprog.