Tag med til 1800-tallets Skt. Croix, hvor oprøret ulmer lige under overfladen og hvor glansbilledet af danskerne som de “rare” kolonister krakelerer for øjnene af os. Det er på én gang dybt alvorligt og absurd komisk.
Danmark har en lang og vidtrækkende kolonial historie, som vi har besluttet os for ikke at beskæftige os med. Viften er en ydmyg invitation til en samtale om netop dette.
Fortiden går ikke væk, bare fordi vi ikke snakker om den. Vi synes, at vi skylder os selv, vores fortid og fremtidige generationer minimum at tage samtalen.
Sådan lød det fra manuskriptforfatter og hovedrolleindehaver Anna Neye i 2023, da hun og instruktør Frederikke Asöck modtog Nordisk Råds Filmpris for VIFTEN.
VIFTEN er en menneskelig fortælling om magt og gensidig afhængighed, der med både dyb alvor og absurd komik udfordrer danskernes historiske hukommelsestab. Stedet er Skt. Croix, De Dansk Vestindiske Øer, året er 1848. Anna Heegaard (Anna Neye) og Petrine (Sara Fanta Traore) er tætte veninder. Begge kvinder er farvede, men deres levevilkår er vidt forskellige – Anna er fri og ejer den slavegjorte Petrine. Anna lever sammen med generalguvernør Peter von Scholten på sit landsted, hvor hun styrer hjemmet, formuen og sin elskede og betroede husholderske Petrine. Alt er tilsyneladende, som det skal være, indtil rygterne om et oprør begynder at svirre. For hvilken side står Anna og Petrine egentlig på - og er det den samme?
Udover hovedrolleindehaverne medvirker bl.a. Caroline Henderson, Claus Riis Østergaard, Jesper Groth, Christopher Læssø, James Sampson, Søs Sif Thiele, Jesper Asholt, Anders Brink, Prince Yaw, Cherie Malone, Karen Makupa, Peter Gantzler, Mikkel Hilgart, Tyler Errol Murray m.fl.
VIFTEN var i 2024 nomineret til fire Bodil-priser (bl.a. for Bedste danske film) og seks Robert-priser (bl.a. for Årets danske spillefilm, Årets kvindelige hovedrolle og Årets kvindelige birolle).
Filmvisningen taler ind i nogle af de samtaler, som den senegalesiske kunstner Omar Victor Diop indleder med sine værker i den aktuelle særudstilling på Kunsten. Kunstens formidlingschef og kurator på udstillingen, Peter Juul, giver dig en introduktion til udstillingen inden filmvisningen.
Varighed: 95 min.
Sprog: Dansk og engelsk
Undertekster: Danske
Tilladt for børn fra 11 år
Kunsten Museum of Modern Art Aalborg åbnede for nylig en særudstilling med den anmelderroste senegalesiske kunstner Omar Victor Diop (f. 1980). Diops fotografier fortæller med nutidige og historiske referencer om fremtrædende afrikanere over hele verden, der ofte er blevet glemt i verdenshistorien – og om sort modstand i et globalt perspektiv. Læs mere her.
I tæt samarbejde med sociolog, samfundsdebattør og konsulent Prince Henry Kwesi Asare har Kunsten sammensat en række events, der aktiverer udstillingen og de tematikker, den berører – og perspektiverer udstillingen til en dansk kontekst.
Alle events relateret til udstillingen.
Fri entré for dig og en ledsager, udstillinger i verdensklasse, lækker mad med rabat i Brasserie Kunsten, aktiviteter for store og små, rabat i Butik Kunsten og vi kunne blive ved...
Gør dit besøg til en helhedsoplelvelse og nyd et lækkert måltid i Brasserie Kunsten. Lad køkkenet tage sig af alt det praktiske, så skal du bare koncentrere dig om at nyde et godt måltid i selskab med venner eller familie.