I århundreder har andre ført pennen, når sorte menneskers virkeligheder er blevet formidlet. Men hvem får i dag lov at gengive virkeligheden, som den ser ud i dagens Danmark - og på hvilke præmisser?
Mød musiker JJ Paulo og manuskriptforfatter Khali Hashi i en tankevækkende samtale om kulturel stolthed, repræsentation og diversitet i kulturen, samfundet og medierne. Samtalen modereres af Nafisa Fiidow og vil udforske, hvem der får lov at fortælle historierne om sorte danskere, og hvordan disse fortællinger kan fremmes i vores kultur. Vi skal bl.a. tale om, hvordan repræsentation kan berige samfundsforståelsen og udvide det kreative udtryk.
I en tid, hvor sorte fortællinger og perspektiver endelig får mere opmærksomhed i kulturen og i samfundsdebatten, deler JJ Paulo og Khali Hashi deres erfaringer og tanker som kulturskabere og rollemodeller. Hvordan navigerer de det ansvar, der følger med til at være rollemodel og repræsentant for minoriteter? Og i hvilken grad har deres afrodanske baggrunde smittet af på deres kunst?
Talken bygger videre på de samtaler, som den senegalesiske kunstner Omar Victor Diop indleder i sin aktuelle særudstilling på Kunsten.
Khali Hashi (f. 2000) er en lovende manuskriptforfatter og studerer på Den Danske Filmskoles manuslinje (2023-2027). I 2022 vandt hun Northern Script for sit manuskript "Det Er Sidste Gang, Betina". I 2023 fordybede hun sig yderligere i serieformatet gennem Serieskolens forløb hos både DR Ultra og Netflix. Opvokset i boligområderne Gellerup og Rosenhøj i Aarhus fandt hun sin passion for at skrive under pandemien, inspireret af serier som Insecure af Issa Rae. Khali brænder for at skabe større repræsentation i dansk film og tv og fokuserer på at fortælle nuancerede historier fra sit eget miljø. Hun er særligt engageret i udviklingen af serieformater og stræber efter at skabe fortællinger med større diversitet.
Musiker, producer, performer, skuespiller, iværksætter, oplægsholder og underviser. JJ Paulo (f. 1993) kan det hele. JJ Paulo har efterhånden cementeret sig i den danske musikbranche som et sprudlende, friskt og energisk musikalsk talent. Musikgenren hedder afrobeat og trækker tråde til velkendt melodisk popmusik kombineret med energiske afrikanske rytmer, der går direkte i kroppen og gør det umuligt at stå stille. JJ - en forkortelse for Joram Johan - har ved siden af sin musikalske karriere medvirket i bl.a.Sara Jordans dokumentarfilm Dans[k] 2.0 og i DR-serien Bad Bitch fra 2022. Og så afholder han workshops for unge om afrikansk dans, om at hvile i sig selv og have selvtillid. En selvtillid, som stammer fra Sukuma-kulturen i Tanzania. En kultur, der sammen med opvæksten i Silkeborg, har lagt grundstenene for JJ Paulos varme, rytmiske musik og hans måde at se og ikke mindst danse i verden på.
Foto: Petra Kleis
Aftenens moderator, Nafisa Fiidow (f. 1996), er uddannet cand.scient.pol og arbejder i dag som fuldmægtig i staten og debattør. Som samfundsdebattør er hun bl.a. at finde hos Politiken, hvor hun skriver humoristisk og indsigtsfuldt om samfund og kultur, og i TV2 News-programmet 'News & Co', hvor hun leverer skarpe politiske analyser til dagens nyhedshistorier.
Kunsten Museum of Modern Art Aalborg åbnede for nylig en særudstilling med den anmelderroste senegalesiske kunstner Omar Victor Diop (f. 1980). Diops fotografier fortæller med nutidige og historiske referencer om fremtrædende afrikanere over hele verden, der ofte er blevet glemt i verdenshistorien – og om sort modstand i et globalt perspektiv. Læs mere her.
I tæt samarbejde med sociolog, samfundsdebattør og konsulent Prince Henry Kwesi Asare har Kunsten sammensat en række events, der aktiverer udstillingen og de tematikker, den berører – og perspektiverer udstillingen til en dansk kontekst.
Alle events relateret til udstillingen.
Billede i top: Omar Victor Diop, Allegoria 6 (2021). © Omar Victor Diop. Commissioned by Autograph
Fri entré for dig og en ledsager, udstillinger i verdensklasse, lækker mad med rabat i Brasserie Kunsten, aktiviteter for store og små, rabat i Butik Kunsten og vi kunne blive ved...
Gør dit besøg til en helhedsoplelvelse og nyd et lækkert måltid i Brasserie Kunsten. Lad køkkenet tage sig af alt det praktiske, så skal du bare koncentrere dig om at nyde et godt måltid i selskab med venner eller familie.