Oplev en intim og alternativ 360 graders koncert med iomfro midt i udstillingen ’Hvis du kan se det jeg ser – Stine Goya x Kunsten’.
”Der er så meget at se til”, synger iomfro udmattet på nummeret ’Sne på en forårsdag (Aktivist)’.
Men aftenens koncert giver mulighed for at stoppe op. Og opleve sange fra iomfros anmelderroste debutalbum Vent på jeg revner i nye fortolkninger arrangeret på en karaoke-maskine fra BR, akustisk guitar og rasleæg.
iomfros faste sidekick, danser og koreograf Ida Hørlyck, sætter en levende krop på albummets følsomme tekstunivers. Oplev iomfro og Hørlycks optræden flyde sammen med udstillingen, når de bevæger sig på et kunstnerisk marmorgulv – Morten Søndergaards kunstværk 'Ukend dig selv' (2017) – under fødderne.
Før koncerten guider Kunstens dygtige formidlere os i samtaler om udvalgte værker i udstillingen, hvor Stine Goyas kuratering har kastet lys på ’adskillelse’ som tema og grundvilkår i livet. Herefter går vi til en omgang fællesspisning i Brasserie Kunsten.
17.30 Samtaleworkshops med Kunstens formidlere i Hvis du kan se det jeg ser – Stine Goya x Kunsten
18.00 Fællesspisning i Brasserie Kunsten
19.45 Koncert og performance med iomfro og Ida Hørlyck midt i udstillingen
Bemærk at drikkevarer skal købes på dagen og er ikke inkluderet i prisen.
iomfro er et artistprojekt for sangskriver og musiker Alma Kjær Agergaard, der i 2023 udgav sit debutalbum ’Vent på jeg revner’. Albummet fik stor anerkendelse fra dagblade som Politiken, Kristeligt dagblad og Information for at have hjemmestrikkede og egenrådige tekster. Med albummet stillede iomfro en poetisk generationsdiagnose af generation Z, hvor hun satte ord på præstationskultur, abort og forelskelse.
iomfro har i 2025 med musikerne Anton Grøn og Alfred Lykke samt med koreograf og danser Ida Hørlyck udviklet denne performance særligt til udstillingsrum.
Billetpris (pr. person inkl. koncert, samtaleworkshop og mad)
Hvis du har årskort: 200,- (gælder også hvis du er ledsager til en årskortholder eller har en fribillet)
Hvis du ikke har årskort: 340,-
Hvis du er studerende og ikke har årskort: 300,-
Andre praktiske informationer
Fri entré for dig og en ledsager, udstillinger i verdensklasse, lækker mad med rabat i Brasserie Kunsten, aktiviteter for store og små, rabat i Butik Kunsten og vi kunne blive ved...
Støttet af