Brug en time lørdag eftermiddag i selskab med Lars Bendrup fra Transform, arkitektvirksomheden der har været hovedansvarlig for revitaliseringen – de nye tiltag – samt indretningen af museet.
Aaltos fine hvide hus med de elegante forskydninger og det magiske lys er et fremragende eksempel på en skandinavisk modernisme som balancerer højstemte visioner med stor følsomhed for sted og funktion. I dag, mere end 40 år efter sin indvielse er bygningen igen en attraktion i sig selv og et fornyet vartegn for kulturen i det nordlige Danmark. Med arkitektonisk livfuldhed, en opdateret kunstsamling og et udstillingsrepertoire som kan tage pusten fra enhver.
Kunsten er et af den sene modernismes funktionsbestemte museumsbygninger, af sin samtid bedømt som en anakronisme, som i løbet af sin relativt korte levetid har ændret status fra at være en borgerlig højborg bestemt til staffelikunst, til at være et ikonisk udtryk for den i dag så eftertragtede nordiske funktionalisme. Den trappeformede bygning rejser sig fra grønningen, og de hvide marmorflader, det blanke glas og de irrede tage står som en fristende kontrast til de frodige skrænter.
Hvordan nærmer man sig som arkitekt et sådan ombejlet bygværk, uden at fryse til is i mesterens skygge. Stivne i ærbødighed og miste sig selv? Kan man, billedligt talt, tillade sig at arbejde videre på en Picasso?