Vi glæder os til at slå dørene op til udstillingen med Kaarina Kaikkonen (f. 1952), som er blandt Finlands mest anerkendte samtidskunstnere. Det ikoniske Aalborgtårn og skoven omkring museet bliver en del af den spektakulære udstilling, som vi åbner onsdag den 9. maj.
På en lang wire fra Aalborgtårnet og ned i museets park vil der hænge flere hundrede skjorter, som mange af Kunstens gæster har doneret til formålet. Kaarina Kaikkonens far døde pludseligt, da hun var barn. For at bearbejde sorgen gik hun i hans skjorter - og skjorten som materiale bruger hun nu i flere af sine værker. Det er første gang, at et dansk kunstmuseum præsenterer en soloudstilling med Kaarina Kaikkonen, som også udstiller værker indeni selve museet.
Karina Kaikkonen har skabt to stedspecifikke værker til Kunstens arkitektur, tegnet af den finske arkitekt Alvar Aalto: Det kæmpemæssige værk monteret fra Aalborgtårnet og ned til museets park, samt et selvportræt i finsk toiletpapir skabt særligt til museets Store Sal. Det hele fornes under den personlige titel 'You Remain In Me' og vi glæder os til at invitere dig indenfor.
Efter åbningstalerne slår vi dørene op til udstillingen i Kunstens Store Sal.