Kontrast
Kontrast skaber man ved at sætte forskellige virkemidler op mod hinanden. Virkemidlerne er mange, men det mest gennemgående har med linjer, flader, farver, tekstur, lys & mørke samt former at gøre. Kontraster skaber dynamik og dramatik i et kunstværk.
Eksempler på kontrast
I Kurt Trampedachs "Nadverbillede" fremhæves personen i midten. Lys-mørke-kontrasten sætter effektivt fokus på centralpersonen, og linjernes forløb hjælper til. Bordet, selve personen i forgrunden og hans hænder fremhæves på baggrund af den mørke masse af mere udflydende personer i siderne og via den udtonede, mørke baggrund. Kontrasterne letter billedaflæsningen, - skaber spænding formelt og indholdsmæssigt. Kurt Trampedach bruger nabofarver/jordfarver, der ikke skaber så stor kontrast farvemæssigt.
Omvendt er det i Carl-Henning Pedersens billede "Det røde skib", hvor farvekontrasterne stilles skarpt op. Farvernes egenkontrast og primærfarverne rød samt blå skaber liv og dramatik i et voldsomt "fantasilandskab". De kraftige penselstrøg spænder urolige og levende, lyse fraveflader op mod store og massive farveflader i mørkere toner. Den røde signalfarve står som en komplementærfarvekontrast til de grønne områder: Billedet er karakteriseret ved sine klare farver, men nederst i højre hjørne under det røde skib dannes en kontrast via en mørk og grumset blandingsfarve. Kontrasterne viser vej til et magisk landskab!
Kurt Trampedach og Carl-Henning Pedersens billeder er begge malet pastost - dvs. med store og kraftige penselstrøg: Teksturen er grov og i Trampedachs nadverbillede endda forøget ved brug af spatel flere steder.
Claus Carstensens billede "Le plaisir de texte II" er også malet pastost, men der er opbygget en kontrast til den voldsomme penselbrug. Hvor teksturen i Claus Carstensens billede nærmer sig relieffets realitet (riset i midten), er han gået et skridt videre i assemblagen "Ni bidrag til kritikken af den økonomiske og selvopfyldende æstetik".
Her er kontrasterne håndgribelige i form af bløde, lysabsorberende skumgummistykkers tilstedeværelse sammen med glatte og refelkterende foliebånd. Tvisttotter og andet organisk materiale er flettet ind i et mønster, der opbygges ved hjælp af former og farver samt leg med tekstur. Kontrasterne bygges op i lag - springer ud, spændes inde, tynger ned - alt efter placering og beskaffenhed. Der er ikke lagt vægt på en vægtning af enkelte elementer i værket. Kontrasterne fremhæver således ikke områder eller objekter, men sideordner materialer, former, flader og farver. Værket fremstår som en rytmisk helhed.