Kom ind i hjertet af Kunsten. I denne udstilling kan du opleve særligt udvalgte værker fra Kunstens samling præsenteret i Alvar Aaltos enestående ovenlyssale.
Kunstens samling er museets hjerte og fundamentet for dets virke. Den er et kig ind i de seneste over 100 års kunsthistorie.
Og dykker man ned i samlingens knap 4.000 danske og internationale kunstværker, finder man en guldgrube af kunstneriske udtryk og udsagn, som tilbyder os forskellige perspektiver på dét at være menneske – både som individer og i relation til verden omkring os.
På samme måde forholder Kunsten sig hele tiden aktivt til samlingen, som udgør vores fælles kulturarv: Hvad er vigtigt at indsamle for eftertiden som udtryk for den tid, vi er en del af lige nu? Og er der noget, vi ikke har haft blik for gennem tiden?
I denne udstilling får du et indblik i nogle hovedtendenser i Kunstens samling. Oplev for eksempel surrealisternes drømmende værker, Sonja Ferlov Mancobas poetiske bronzeskulpturer og Niki de Saint-Phalles ikoniske Nana med bold. Og mød en række nyerhvervede samtidskunstværker, som bliver vist på museet for allerførste gang.
Gå på opdagelse i databasen Kunsten Collection, hvor du kan tilgå hele museets samling digitalt. Her kan du læse om samlingens historie, udvælge dine favoritter og skabe din egen samling.
Kunstens samling består af lige knap 4000 danske og internationale kunstværker primært fra starten af 1900-tallet og frem til i dag. Samlingen udvides og udvikler sig hele tiden. Og nye værker sættes løbende i spil i forskellige kontekster – både her på museet og rundt om i verden, for eksempel når de udlånes til andre museer.
Men det er kun en lille brøkdel af samlingen, som museet har plads til at præsentere. For at gøre samlingen mere tilgængelig har vi derfor oprettet databasen Kunsten Collection, hvor du kan opleve hele samlingen digitalt.
På collection.kunsten.dk kan du frit tilgå alle samlingsværker og finde din egen vej ind i Kunstens samling – hvad enten du er nysgerrig på værker af Asger Jorn eller Julie Nord eller blot vil gå på opdagelse.
Du kan nærstudere kunstværkerne eller gemme dine favoritter i Mine samlinger, der gør det muligt at samle dine udvalgte værker fra Kunstens samling.