Folkekær aalborgenser, strikdesigner og 'bonderøv extraordinaire', Lærke Bagger, kan finde inspiration alle vegne. I alt fra bunker af genbrugsgarn, børnenes legetøj efterladt på stuegulvet, festlig og fedtet fastfood - og kunst. I endnu en workshop på Kunsten dykker vi sammen ned i hendes måde at tage inspirationen ind og oversætte den til kreativt output.
Arrangementet er udsolgt.
Lærke Bagger er kendt for sine farverige og legesyge striktrøjer, som hver især fortæller en historie. Med sit design og brugen af utraditionelle materialer som restgarn og perler udfordrer hun den klassiske tilgang til strik. For hvorfor hæfte en ende, når du bare kan binde en knude?
Selvom Lærke lever af sit unikke strikdesign, så deler hun gavmildt ud af det hele – primært på Instagram. Hun er blevet kendt og elsket for at dele sin ufiltrerede virkelighed, med alt hvad det indebærer af high-end fashion, tårer, ’striktivisme’, hurtigbriller, fine dining og leverpostejmadder. Og så ELSKER hun kunst og hvad det gør ved hende.
På denne workshop indtager vi Kunsten med restegarn, en masse åbne strikke-hjerter og inspirerende kunst. I workshoppen tager vi nemlig udgangspunkt i tre værker fra Kunstens samling, udvalgt af Lærke selv, fordi de rører et eller andet i hende.
16.30 Dørene åbnes.
Det vil være muligt at finde en plads, nærstudere de kunstværker, som workshoppen tager udgangspunkt i, og købe lidt drikkevarer i baren.
17.00 Workshop del 1
18.00 Pause
18.20 Workshop del 2
19.15 Tak for i aften!
I en to timer lang workshop og samtale mellem Lærke, kunsthistoriker Clara Dale og publikum dykker vi ned i Lærkes frygtløse design-univers og hendes forhold til kunst. Vi skal både snakke og strikke ud fra de tre værker fra Kunstens samling og dertilhørende kreative benspænd udtænkt af Lærke. Så ser vi, hvor det fører os hen.
Du få mest ud af workshoppen hvis du kan strikke eller hækle. Kniber det med at slå masker op selv, kan du sikkert få hjælp af en sidemakker.
Medbring gerne 8 stykker restgarn i forskellige farver, teksturer og tykkelser (1-2 meter pr. farve). Medbring også strikkepinde i tre forskellige størrelser – eller hæklenåle, hvis det er din ting. Har du hverken garn eller pinde kan du måske låne, trevle en gammel sweater op eller du kan slå dig løs i genbrugsbiksens håndarbejds-sektion.
Lad dit WIP (Work in progress) blive hjemme. Denne dag skal vi tænke ud af boksen, eksperimentere og strikke helt uden opskrift og et færdigt produkt for øje. #NoFear
Lærke Bagger er dansk strikdesigner og uddannet tekstildesigner med speciale i håndstrik fra The Royal Danish Academy of Fine Arts. Hun har strikket lige siden hun lærte det som otteårig. I 2021 udgav hun værket ”Strik” – en bog, der giver fuld indsigt i hendes teknikker og strikkeopskrifter og gør op med forestillingen om det perfekte menneske og den perfekt strikkede sweater.
Clara Dale er projektleder på Skagens Kunstmuseer og uddannet kunsthistoriker med en master i designledelse fra Designskolen i Kolding. Clara er i den grad en ven af huset som tidligere formidlingsudvikler og kunstformidler lige her på Kunsten.
Foto: Robin Skjoldborg (2021) for Gyldendal
Arrangementet er udsolgt.
Fri entré for dig og en ledsager, udstillinger i verdensklasse, lækker mad med rabat i Brasserie Kunsten, aktiviteter for store og små, rabat i Butik Kunsten og vi kunne blive ved...