Den sydafrikanske kunstner Candice Breitz udstiller dette forår to af sine mest markante installationer på Kunsten Museum of Modern Art Aalborg. Med genkendelige elementer fra populærkulturen stiller kunstneren skarpt på idealer, normer og forældreroller i mainstream-underholdning – og sætter spørgsmålstegn ved hvordan fankultur former vores individuelle identiteter og fællesskaber.
Begge værker er lånt fra Louisianas samling som del af et flerårigt samarbejde mellem de to museer.
Udstillingen kan opleves fra den 8. februar 2025 til den 17. august 2025.
Hvordan former fankultur og idoldyrkelse vores selvforståelse? Hvordan påvirker sociale medier samfundets normer? Og hvad betyder film, tv-serier og musik for, hvordan vi betragter vores egne relationer?
Det er nogle af de spørgsmål, man får mulighed for at reflektere over, når Kunsten Museum of Modern Art Aalborg viser to markante værker af den sydafrikanske kunstner Candice Breitz (f. 1972), der er kendt for sine samfundsbevidste videoinstallationer og fotografiske værker.
– Breitz viser os, hvordan kollektiv identitet og individuel erfaring formes og sammenflettes; med referencer fra serier, film og musik, som vi alle kender. Samtidig stiller hun spørgsmål til, hvordan vi hver især påvirkes af idealer og normer i mainstream-underholdning og på sociale medier, fortæller Louise Bjeldbak Henriksen, der er kurator på udstillingen.
Udstillingen præsenterer værkerne Mother + Father (2005) og Working Class Hero (A Portrait of John Lennon) (2006), der begge er lånt fra Louisianas samling; som del af et flerårigt samarbejde mellem de to museer.
– Værkerne kredser om i hvilket omfang den musik, vi lytter til, og de film, vi ser, afspejler og former vores nære relationer samt vores selvforståelse som individer. Værkerne undersøger den psykologiske dimension af vores forhold til medierne. Hvordan er vi følelsesmæssigt viklet ind i – og sommetider manipuleret af – den populærkultur, vi forbruger? spørger Candice Breitz.
– En stor del af mit arbejde beskæftiger sig med spørgsmålet om, hvordan vi bliver dem, vi er, og i hvilket omfang processen påvirkes af de værdier, som mainstreammedierne sælger til os. Vi lærer i højere og højere grad hvem vi er, af kulturprodukter – ikke kun af vores forældre og vores umiddelbare sociale kontekst. På den måde er medierne gradvist begyndt at dele – og i visse tilfælde overtage – det komplekse arbejde med at opdrage os som sociale væsener, påpeger hun.
I Working Class Hero (A Portrait of John Lennon) (2006) synger 25 John Lennon-fans hele albummet Working Class Hero på hver sin skærm – som en hyldest til musikikonet. Tilsammen danner videoerne et fælles kor og en fælles stemme. For første gang placeres skærmene spredt i udstillingsrummet, i et helt nyt format udviklet i samarbejde med kunstneren.
I Mother + Father portrætteres forældreroller gennem klip fra Hollywood-produktioner. Installationen stiller skarpt på mediebilledets begrænsende forældre-fortællinger og hvordan disse stereotype fortællinger med tiden bliver accepteret som fælles normer.
Begge værker er skabt for snart 20 år siden. Og alligevel er værkerne bemærkelsesværdigt relevante i 2024, påpeger kuratoren:
– Værkerne kan næsten føles mere relevante i dag, to årtier senere: I en tid, hvor familiekonstellationer og normer er under forandring, og hvor vi har større adgang til vores ikoner end nogensinde før. Ifølge Candice Breitz står vores nære ”relationer” til fiktive karakterer og kendte personer i skarp kontrast til den distancerede relation, vi har til virkelige menneskers liv og lidelser – i vores egen omgangskreds såvel som ude i verden.
De to videoværker i udstillingen er lånt fra Louisianas samling. Udstillingen er et resultat af det flerårige samarbejde mellem Kunsten og Louisiana, som siden 2020 har undersøgt mulighederne for nationale museumsfællesskaber gennem samlingsudvekslinger og fælles projekter; med henblik på at skabe en bredere platform for kunstoplevelser i Danmark.
Udstillingen kan opleves den 8. februar 2025 til den 17. august 2025.
Læs mere om udstillingen på www.kunsten.dk/breitz.
Foto: Værkerne Mother + Father (2005) af Candice Breitz.