Hvordan former film, TV-serier og musik dig og dit syn på verden? Oplev Candice Breitz’ videoværker, der spidder popkulturens forældre – og sætter idoldyrkelse i rampelyset.
Dette forår præsenterer Kunsten to markante værker af den sydafrikanske videokunstner, Candice Breitz. Breitz er især kendt for sine samfundsbevidste videoinstallationer, hvor hun sampler genkendelige bidder af populærkulturen – og sætter spot på en virkelighed, hvor mainstream-underholdning og sociale medier bliver normskabende.
Udstillingen præsenterer to værker fra Louisianas samling. I Mother + Father (2005) dissekerer Breitz vores forståelse af forældrerollen og afslører, hvor begrænsende og følelsesladede de narrativer, Hollywood-filmene præsenterer os for, ofte er. Stereotype fortællinger, der med tiden ubevidst er blevet accepteret som normer.
I Working Class Hero (A Portrait of John Lennon) (2006) peger Breitz spotlyset mod hverdagens fans. Her optræder 25 amatørsangere med John Lennons klassiker Working Class Hero som en hyldest til hans ikoniske musik. Værket undersøger blandt andet, hvordan fankultur kan forme kollektiv identitet og individuelle værdier.
Gennem værkerne stiller Breitz spørgsmålet: Hvordan påvirker idoldyrkelse, film og musik dit indre liv? Og din selvforståelse? I dag, to årtier efter værkernes tilblivelse, forbliver de bemærkelsesværdigt relevante i en tid, hvor familiekonstellationer og sociale normer er under forandring. Og hvor vi har større adgang til vores idoler end nogensinde før.
Candice Breitz (f. 1972, Johannesburg) er en videokunstner bosat i Berlin og kendt for sin skarpe og samfundsrelevante praksis. I sine værker undersøger Breitz, hvordan individets identitet formes i fællesskaber – hvad end det drejer sig om familier, nationale fællesskaber eller kulturelle tilhørsforhold. I nyere værker har hun rettet fokus mod empatiens vilkår i en mediepræget verden, hvor vores stærke relationer og det at identificere sig med fiktive karakterer og kendte personer ofte står i skarp kontrast til den distancerede relation, vi har til virkelige menneskers liv og lidelser.
Breitz’ værker er blevet vist på prominente museer verden over, herunder Louisiana Museum of Modern Art (Humlebæk), The Power Plant (Toronto), Palais de Tokyo (Paris), San Francisco Museum of Modern Art og National Gallery of Canada. Hun repræsenterede, sammen med Mohau Modisakeng, Sydafrika ved den 57. Venedig Biennale i 2017. Hendes værker indgår i samlinger såsom MoMA og Solomon R. Guggenheim Museum i New York samt Hamburger Kunsthalle og Tate Modern i London.
Udstillingens to værker er indlånt fra Louisiana Museum of Modern Arts samling. Og udstillingen er et resultat af det flerårige samarbejde mellem Kunsten og Louisiana, som siden 2020 har undersøgt mulighederne for nationale museumsfællesskaber gennem samlingsudveksling og fælles projekter med henblik på at skabe en bredere platform for kunstoplevelser i Danmark.