Kunsten Museum of Modern Art Aalborg

Kong Christians Allé 50
9000 Aalborg

Tlf: +45 99 82 41 00
kunsten@kunsten.dk
CVR: 47 21 82 68
faktura@kunstenfaktura.dk

 

Danske Bank

Regnr.: 4368 Kontonr.: 13534926

Gratis adgang på Kunsten for studerende til 30. maj

20. apr 2021, 22:04

Alle med gyldigt studiekort til en uddannelse i Aalborg Kommune har gratis adgang til blandt andet en helt ny udstilling om sex, magt og køn

Når Kunsten genåbner onsdag, så er det med en udstilling, der taler direkte ind i tidsånden. Og særligt blandt den yngre del af befolkningen er emner som identitet, gamle magtstrukturer, ligestilling og seksualitet højt på dagsordenen. Derfor giver museet nu alle studerende i Aalborg Kommune gratis adgang i udstillingsperioden.

 

Modvægtens teori er en udstilling af den unge, nigerianske verdensstjerne, Toyin Ojih Odutola, og udstillingen lægger i høj grad op til videre diskussion hjemme på uddannelsesinstitutionen, i studiegruppen eller fredagsbaren.

 

Det er en udstilling, der i høj grad udfordrer traditionel tænkning og giver stof til eftertanke - uanset om man læser på sociologi eller til social- og sundhedsassistent. Den udfordrer den måde, vi ser på os selv og hinanden, siger Lasse Andersson, direktør på Kunsten og fortsætter:

 

Og så savner vi alle - ikke mindst de unge - at være fælles om store kulturoplevelser, som man kan spejle sig i som menneske. Sådan en oplevelse leverer Toyin Ojih Odutola i højeste grad!

 

Heterosex forbudt

Toyin Ojih Odutola er født i Nigeria og arbejder i dag som kunstner i New York. Hun er verdenskendt for sine store tegninger, og i denne udstilling blander hun fiktion med virkeligheden og skaber fascinerende, mytologiske fortællinger. Gennem en ny serie værker udforsker hun et imperialistisk samfund, hvor traditionelle magtstrukturer vendes på hovedet: Kvindelige herskere kontrollerer mandlige arbejdere, og det er forbudt at have seksuelle relationer med det modsatte køn.
 
Kunstneren har med andre ord skabt et alternativt univers, der vender op og ned på det, vi i vores kultur tager for givet. Hun skaber en fortælling om magtdynamik, forbudt kærlighed og meget mere.

 

Toyin Ojih Odutola er en eminent historiefortæller, der arbejder billedkunstnerisk med dét, der inden for litteraturen kaldes for fantastik eller spekulativ fiktion. Hun skaber fascinerende miljøer, der inviterer os ind i fantastiske verdener, der både er genkendelige og foruroligende surrealistiske og med åbenlyse paralleller til både litteraturen og billedkunstens historie. Og samtidig er det en sanserig udstilling, hvor tegningen som medie udfoldes med bravour, og gengivelserne og intimiteten i tegningerne af den menneskelige anatomi og hud imødekommer noget, vi i den grad har savnet: nærhed!, siger Stinna Toft, kunstfaglig chef på Kunsten i Aalborg.

 

Udstillingen præsenterer omkring 40 nye værker på papir, lærred og træ, der er skabt særligt til denne udstilling. Hos Ojih Odutola kan hver tegning sammenlignes med kapitler i en bog. Udstillingens kapitler vil blive udfoldet i et sceneri, der er særligt tilpasset Kunstens Ny Sal.

 

Til udstillingen er der af kunstner Peter Adjaye eksklusivt skabt intense lydbilleder, som gør oplevelsen flerdimensionel og ekstra sanselig.

 

I forbindelse med udstillingen vil der 15. maj være en talk med den populære podcastduo bag "A Seat at The Table", Naima Yasin & Ingrid Baraka. Podcasten - og dermed talken - berører blandt andet de tematikker, som særligt optager sorte kvinder i Danmark.

 

Udstillingen og tilbuddet om gratis adgang løber til og med 30. maj 2021, hvor det naturligvis også er muligt at opleve de to øvrige, nye udstillinger The American Way og Cathrine Opie – 700 Nimes Road.

 

Download værkfotos: https://cli.re/RAJw2p

Credit: © Toyin Ojih Odutola. Courtesy of the artist and Jack Shainman Gallery, New York.

 

For yderligere information om udstillingen, kontakt venligst:
Stinna Toft, kunstfaglig chef, tlf. 31 99 41 04 eller stoh@kunsten.dk

 

For presseservice, kontakt venligst:
Mette Kirstine Goddiksen, tlf. 3199 4103 eller mkg@kunsten.dk