Oplev Sonja Ferlov Mancoba-skulpturer midt på gaden og en intim kunstudstilling i Stine Goyas private hjem den 31. august, når Kunsten Museum of Modern Art Aalborg rykker til Kartoffelrækkerne i København – i samarbejde med modebrandet STINE GOYA og musikplatformen Brodie Sessions.
Eventen er optakt til en særudstilling, Stine Goya kuraterer og iscenesætter på Kunsten. Udstillingen åbner på museet i Aalborg til november.
Lørdag den 31. august kan man i København få sig en kunstoplevelse ud over det sædvanlige, når Kunsten Museum of Modern Art Aalborg bogstaveligt talt udstiller kunst midt på gaden.
Museet flytter nemlig hele sin samling af Sonja Ferlov Mancobas bronzeskulpturer til Kartoffelrækkerne for en dag – nærmere bestemt til Eckersbergsgade, hvor modedesigner Stine Goya bor.
Samtidig kan man opleve en håndfuld særligt udvalgte værker fra museets samling, der i dagens anledning udstilles i Stine Goyas private hjem.
– Vi lever i en tid, hvor fællesskaber og kunst er mere vigtigt end nogensinde før. Derfor inviterer vi sammen til en ekstraordinær kunstoplevelse på gadeniveau og hjemme hos Stine – for at hylde fællesskabet i byen, hvor kunst, musik og mode krydsbefrugter hinanden, fortæller Lasse Andersson, museumsdirektør på Kunsten Museum of Modern Art Aalborg.
– Jeg elsker at arbejde i krydsfelter og tviste konteksterne, fordi det tvinger os til at se ting på nye måder. Det er netop dét, der sker, når vi åbner mit hjem og vores vej, for en -udstilling med skulpturer af Sonja Ferlov Mancoba, øvrige værker fra Kunstens samling samt musik af Brodie Sessions. Det er fantastisk at det kan lade sig gøre, og jeg glæder mig til at byde alle velkommen sammen med Kunsten og Brodie Sessions, udtaler Stine Goya.
Eventen arrangeres i samarbejde med musikplatformen Brodie Sessions, der har kurateret en række musikalske indslag til at akkompagnere kunstoplevelsen.
Kl. 12 kan man opleve countrypop-musikeren Goss spille midt på gaden, mens der både kl. 14 og kl. 16 er performance med vokalensemblet Ilinx.
– Brodie Sessions er en ikke-kommerciel og uafhængig musikplatform med base i København. Vi filmer sessions analogt og udgiver dem på vores YouTube-kanal. Brodie Sessions er skabt ud fra et ønske om at være nysgerrige og arbejde i spændet mellem kunstneriske discipliner, og derfor har vi indgået dette samarbejde med Stine Goya og Kunsten: for at skabe særlige musikalske øjeblikke i særlige omgivelser, der kan give anledning til nye dialoger og følelser, siger Birgit Lyngbye Pedersen, der står bag Brodie Sessions.
Arrangementet i Kartoffelrækkerne den 31. august afholdes som optakt til udstillingen Stine Goya x Kunsten, der åbner på Kunsten Museum of Modern Art Aalborg den 21. november.
Her har Stine Goya kurateret og iscenesat en poetisk særudstilling med nøje udvalgte værker fra Kunstens samling. Resultatet er en æstetisk og intuitiv kunstoplevelse om adskillelse, længsel, drømme og begær.
– Samarbejdet med Kunsten er som en drøm der går i opfyldelse. Kunst og arkitektur har altid været den vigtigste kilde til inspiration og en kerne i min æstetik. Særudstillingen på Kunsten forener det hele. Jeg håber at dette møde mellem kunst, design og mode vil åbne for anderledes oplevelser. Jeg føler mig ydmyg og heldig at have fået denne fantastiske mulighed, og værdsætter samarbejdet med alle de dygtige mennesker på museet, udtaler Stine Goya om samarbejdet.
Mere information om udstillingen Stine Goya x Kunsten, der åbner til november, udsendes snart.
Arrangementet lørdag den 31. august finder sted på Eckersbergsgade (Kartoffelrækkerne, 2100 København).
Sonja Ferlov Mancoba-skulpturerne kan opleves på vejen kl. 10.00-18.00. Denne udstilling er tilgængelig for alle og kræver ikke billet på forhånd.
Miniudstillingen i Stine Goyas private hjem kan opleves i tidsrummet 12.00-18.00. Bemærk at der kræves reservation af billet på forhånd. Hver billet gælder til et timeslot på 15 minutter, med plads til 10 gæster i hjemmet ad gangen. Billetter er gratis og kan bookes via dette link.