Vinterferien byder på kreativitet i og omkring udstillingen med den frihedselskende og lidt frække Dorothy Iannone. Samtidig kan man deltage i et fællesværk, som hylder den nyligt afdøde kunstner.
Ingen vinterferie uden et besøg på Kunsten.
Sådan har mange børnefamilier det. Og i år bliver garanteret ingen undtagelse.
Museet skruer nemlig op for farver, fantasi og familietid i både uge 7 og 8. Der er aktiviteter begge uger, da vinterferien som bekendt falder forskelligt i landets kommuner.
Årets store familieaktivitet i Kunst-Lab bliver at tegne og male sin egen frihedsgudinde med inspiration fra den amerikanske kunstner, Dorothy Iannone. Og har man lyst, så kan man være med i et stort fællesværk af frihedsgudinde-værker, som hylder kunstneren, der døde 2. juledag 2022, næsten 90 år gammel.
I Kunstens ånd handler det om at eksperimentere og skabe sammen. Det bliver en vekselvirkning mellem at få inspiration i udstillingerne til værkstedsaktiviteter, hvor familierne selv prøver kræfter med at skabe kunst.
– Vi starter aktiviteten inde i udstillingen, hvor Iannones store, flotte frihedsgudinder fra 2018 er malet direkte op på væggen. I andre dele af udstillingen vil der være værker med nøgne menneskekroppe på. Hvis man ikke bryder sig om den slags, så springer man selvfølgelig bare over den del af udstillingen. Men de fleste gæster nyder Iannones tegneserieagtige værker, der hylder kærligheden, siger Peter Juul, formidlingschef på Kunsten.
I år kan man tegne en frihedsgudinde med hvidt farvekridt på hvidt papir - og se magien, når det hele fremkaldes med tempera-farver inde i Kunst-Lab. Alt sammen med vejledning og opmuntring fra museets ansatte kunstnere.
– Hovedformålet er at hygge sig sammen med kunsten som ramme. Det handler om at bruge sin fantasi og skaberkraft. Og det handler om at være åben for eksperimenter, nye idéer og opfindsomhed mere end at tegne inden for stregerne, siger Peter Juul.
Erfaringen er, at især Kunst-Lab er meget populært, så skulle der være en kort ventetid, er der heldigvis mange andre aktiviteter i Aaltos arkitektoniske mesterværk.
Der er skattejagt, Kunst-kuffert, filmvisning, flere zoner, hvor familierne på egen hånd kan hygge med kreativitet.
Desuden har Brasserie Kunsten skruet ekstra meget om for feriefavoritter som pizza, børnebrunch og fritter.
Og som noget nyt kan man købe klubkort til en voksen til bare 425 kr., hvis man køber online. Da et kort altid giver adgang for to voksne, og børn er gratis, så er det en budgetvenlig måde at få masser af familieoplevelser i et helt år.