Kunsten Museum of Modern Art Aalborg

Kong Christians Allé 50
9000 Aalborg

Tlf: +45 99 82 41 00
kunsten@kunsten.dk
CVR: 47 21 82 68
faktura@kunstenfaktura.dk

 

Danske Bank

Regnr.: 4368 Kontonr.: 13534926

Kunsten indgår fast samarbejde med børneafdelingen

19. dec 2018, 09:07

Erfaringer viser, at kunst giver syge børn og deres pårørende et kærkomment afbræk fra hverdagen. Derfor vil Kunsten fremover besøge børneafdelingen fire-fem gange om året.

"Hvornår komme Kira igen?"

 

Tiden kan være lang, når man er indlagt -  især for børn.

 

Derfor har det gjort lykke hos mange børn og pårørende på Aalborg Universitetshospital, når pædagogisk kunstformidler Kira Sawman fra Kunsten i Aalborg har arrangeret kreative workshops på afdelingerne.

 

- Jeg oplever, kunst og kreativitet kan give familien noget positivt at være sammen om – og ofte er det også søskende, der er med og gerne vil lave noget til den indlagte søster eller bror, som er for syg til at deltage, siger Kira Sawman.

 

Succes fortsætter

Det oprindelige projekt ”Kunstkuffert To Go”, som blev støttet af Spar Nord Fonden og blev startet op i 2015, skulle efter planen stoppe her i 2018. Men på grund af de positive resultater fortsætter Aalborg Universitetshospital selv samarbejdet på ubestemt tid.

 

Kunsten indhenter løbende erfaring og justerer indholdet, så det inspirerer flest muligt til at tage et kreativt pusterum på hospitalet. Blandt andet er indholdet i Kunstkufferterne blevet pakket permanent ud, da det viste sig mere tilgængeligt og fristende at bruge, når det er frit fremme på borde og vægge.

 

Og så er der lagt op til flere workshops, hvor Kira Sawman foreslår kreative aktiviteter for børn og pårørende, men hvor der er frihed til at bruge sin egen fantasi og skaberkraft.

 

- Det er utrolig inspirerende, og vi har sådan nogle skønne sessions, og der er en skøn stemning. Vi bliver rystet sammen, og jeg ser nogle andre sider af børnene. Dét, at der kommer én udefra med nogle andre kompetencer, dét betyder noget. Det er guld værd, siger Fie Højer, pædagog på børneafdelingen, Aalborg Universitetshospital.

 

Børneafdelingen er blevet inspireret til sideløbende at arrangere egne, kreative workshops og har sat gallerihylder op, hvor de indlagte børns værker udstilles. 

 

Et godt afbræk

På børneafdelingen er der både ambulante patienter, der bruger Kunstens materiale i venteværelset, og så er der børn, som er indlagt igennem længere tid sammen med deres forældre. Kendetegnende for sidstnævnte patientgruppe er, at familierne har meget tid til rådighed til at lave noget sammen.

 

- Jeg har lært mange af børnene og deres familier at kende, og det er helt magisk at mærke gensynsglæden, og hvordan, de kreative workshops kan gøre, børnene nogle timer glemmer, de er syge. Det bliver på en måde lettere for børnene at vende tilbage til en dagligdag på afdelingen, hvor de for eksempel får taget mange blodprøver, og sygdom fylder meget, siger Kira Sawman.

 

Netop et frirum til at lege og skabe noget kreativt vægtes højt for afdelingens personale. De langtidsindlagte børn er isoleret fra skoler og daginstitutioner, hvorfor de daglige aktiviteter på afdelingen udgør deres hverdag.

 

- Syge børn er raske i perioder. De er syge i minutter. Så bliver de raske. Så bliver de syge. Sådan går de ud og ind af deres sygdomsbillede. Vi ser ikke ret mange børn være syge i døgnvis af timer på den måde, at man bliver liggende og ikke bliver fænget af ét eller andet. Derfor er legen utrolig vigtig, siger Karin Ørskov, tidligere afdelingsledende sygeplejerske på børneafdelingen, Aalborg universitetshospital.De kreative workshops hører under Kunsten Kreativitarium, der under overskriften ”Leg med kunsten” de kommende tre år sætter turbo på det kunstnerbårne, direkte, sanselige, levende og hands-on kreative museumstilbud til børn i Danmark.
  
For yderligere information, kontakt venligst:

  • Kira Sawman, pædagogisk kunstformidler, Kunsten, tlf. 3199 4115 eller ksan@kunsten.dk
  • Fie Højer, pædagog på børneafdelingen, Aalborg Universitetshospital, tlf. 61272067 eller fih@rn.dk.
  • Karin Ørskov, Region Nordjylland, kmoh@rn.dk