Kunsten Museum of Modern Art Aalborg

Kong Christians Allé 50
9000 Aalborg

Tlf: +45 99 82 41 00
kunsten@kunsten.dk
CVR: 47 21 82 68
faktura@kunstenfaktura.dk

 

Danske Bank

Regnr.: 4368 Kontonr.: 13534926

Kunsten indgår samarbejde med Ung Kult: Vil sikre ung relevans og repræsentation

17. jun 2024, 12:59

Kunsten Museum of Modern Art Aalborg har indgået strategisk samarbejde med foreningen Ung Kult. Dermed inviteres unge kulturiværksættere med ind i maskinrummet som medskabere af museets events. Målet er at styrke relevansen blandt unge – bl.a. til havefest-konceptet Kunsten Summer Lounge, der er første projekt i samarbejdet.

Når Kunsten Museum of Modern Art Aalborg denne sommer afholder sit traditionsrige havefestival-koncept Kunsten Summer Lounge er der – foruden højaktuelle kunstnere og toneangivende oplægsholdere – også et andet nyt navn i programmet.

 

Museet har nemlig indgået et strategisk samarbejde med foreningen Ung Kult, der arbejder med kulturelt iværksætteri for, med og af unge.

 

Kunsten Summer Lounge har ligesom alt andet, vi laver på museet, fokus på at skabe dialog og forståelse på tværs af generationer – med udgangspunkt i aktuelle tematikker. Gennem samarbejdet med Ung Kult får vi en unik mulighed for at give taletid til nogle stemmer, som er mindre repræsenteret i kulturlivet – og ikke mindst sikre, at de stemmer, der er på scenen, er relevante i unges øjne, fortæller kommunikations- og udviklingschef Lars Ulrich Hansen, der er ansvarlig for Kunsten Summer Lounge.

 

Det kan godt være erfarne talere, men problemstillingerne og tematikkerne, der debatteres, kommer fra et ungeperspektiv, påpeger han.

 

Med helt ind i maskinrummet

Foreningen Ung Kult arbejder for at gøre det mere attraktivt for unge i alderen 15-30 år at skabe kunst og kultur for og med hinanden. Dette sker med et tredelt fokus på hhv. lokalt engagement, skabelse af regionale forbindelser og national indflydelse.

 

Konkret har Kunsten inviteret en gruppe unge med ind i maskinrummet, hvor de har været med til at udpege relevante paneldeltagere i årets talk-program, ligesom de har bidraget til koordinering og planlægning af programmet.

 

Det har været fedt at få et indblik i en etableret organisation og at få en mulighed for reel indflydelse. Museet har været super åbne og vist stor tillid til os. Det er mega betydningsfuldt at skabe noget i fællesskab med andre – og at opleve, ens stemme og arbejde kan rykke ved noget, siger Rasmus Wessel, der er Regionsleder for Ung Kult i Nordjylland.

 

Første spæde skridt i længerevarende samarbejde

Senere på sommeren samarbejder Kunsten og Ung Kult også om en talk og en kunstperformance på Kulturmødet Mors, i Ung Kult Camp.

 

Kunsten Summer Lounge og Kulturmødet Mors er blot de første spæde skridt i et længerevarende samarbejde, der kan være med til at få endnu flere unge gæster på museet. Vi snakker fx om at lave et arbejdsfællesskab, som fast kan blive tilknyttet museets eventteam – og at skabe et fysisk mødested for Ung Kults nordjyske kulturiværksættere på museet, så de har et sted at mødes til netværksmøder mv. Og vi kan stille sparring, viden og projektværktøjer til rådighed, så museets ansatte kan være med til at opkvalificere unge, påpeger Lars Ulrich Hansen.

 

Essentielt at give unge ejerskab og indflydelse

Hos Ung Kult er håbet, at samarbejdet med Kunsten kan blive et foregangseksempel for andre museer, der drømmer om at nå den unge målgruppe.

 

Ung Kult arbejder for at udvikle ungekulturen i Danmark, og her spiller adgangen til kulturinstitutioner en afgørende rolle. Vi ser samarbejdet med KUNSTEN som en mulighed for at skubbe til den måde, mange etablerede institutioner arbejder med unge-inddragelse. Som fortalere for ung-til-ung metoden er det fedt at indgå i et samarbejde, hvor man tager unge kulturskabere helt ind i beslutningsrummene og viser, at man som museum tager unge seriøst på deres egne præmisser, udtaler Zina Maria Roed Nielsen, sekretariatschef ved Ung Kult.

 

Til årets Summer Lounge er flere Ung Kults medlemsmiljøer fra forskellige dele af Nordjylland inviteret til at være med – så alle har mulighed for at bidrage til næste års events.

 

– Dermed bliver Kunsten Summer Lounge en platform for fællesskab mellem unge fra hele Nordjylland. Netop fællesskabet på tværs af kommunegrænser er helt vildt vigtigt, for at sikre at der fortsat er gejst til at skabe ungekultur i hele regionen, påpeger  Zina Maria Roed Nielsen.

 

Om Kunsten Museum of Modern Art Aalborg
Kunsten Museum of Modern Art Aalborg er et moderne kunstmuseum – og et oplevelseshus, hvor alle kan finde ny inspiration og på opdagelse i kunst og kreativitet. Her kan man opleve dansk og international kunst fra 1900-tallet og frem til i dag. Museet afholder årligt flere end 200 foredrag, koncerter, guidede ture m.m., som udfolder de aktuelle udstillinger. Den hvide marmorbygning fra 1972 er tegnet af den verdensberømte finske arkitekt, Alvar Aalto, assisteret af Elissa Aalto og Jean-Jacques Baruël.

 

Om Ung Kult
Ung Kult er en forening, der arbejder for at unge over hele landet kan være med til at sætte præg på deres lokalsamfund gennem kulturprojekter.

 

Lokale medlemsmiljøer mødes på tværs af kommunegrænser i regionale fællesskaber, og Ung Kult bringer deres stemmer hele vejen til tops i samfundet gennem vores stærke forbindelser til de etablerede aktører.

 

Foreningen drives til daglig af en frivillig bestyrelse af unge, et lønnet sekretariat og en række arbejdsgrupper, der servicerer medlemmerne.

 

Se mere på ungkult.dk