I relation til udstillingen med den senegalesiske kunstner Omar Victor Diop på Kunsten Museum of Modern Art Aalborg har museet indgået et samarbejde med sociolog, samfundsdebattør og konsulent Prince Henry Kwesi Asare. Prince Henry Kwesi Asare har medkurateret en række events, der aktiverer udstillingens tematikker gennem forskellige talks og filmvisning. Museumsdirektøren glæder sig over de nye perspektiver og indsigter, samarbejdet bringer.
Kunsten Museum of Modern Art Aalborg åbnede for nylig en særudstilling med den anmelderroste senegalesiske kunstner Omar Victor Diop (f. 1980). Diops fotografier fortæller med nutidige og historiske referencer om fremtrædende afrikanere over hele verden, der ofte er blevet glemt i verdenshistorien – og om sort modstand i et globalt perspektiv.
I relation til udstillingen har museet indledt et samarbejde med sociolog, samfundsdebattør og konsulent Prince Henry Kwesi Asare, der i mange år har sat fokus på sorte borgeres og minoritetsetniske personers rettigheder og levevilkår i Danmark.
I tæt samarbejde med Prince Henry Kwesi Asare har Kunsten sammensat en række events, der aktiverer udstillingen og de tematikker, den berører – og perspektiverer udstillingen til en dansk kontekst.
– Omar Victor Diop sætter spot på skelsættende øjeblikke i sorte menneskers historie. Med denne akkompagnerende eventrække inviterer vi til samtaler og refleksion omkring sorte mennesker og deres stemmer i både historien og kunsten og med et særligt dansk perspektiv. Gennem talks og filmvisninger, som skildrer kompleksiteten og uddyber nuancerne i historisk og moderne afrodansk kulturhistorie, inviterer vi panelister og publikum til at tage kritisk stilling til temaer som slavehistorie og vestlige magtforhold. Formålet er at italesætte, hvordan fortidens kunst og historie er beslægtet og forbundet til nutiden og fremtiden – for generationer af den afrikanske diaspora og danskere, fortæller Prince Henry Kwesi Asare, der også er medlem af flere bestyrelser, bl.a. hos non-profit foreningen Another Life, der arbejder for øget repræsentation og forbedrede vilkår for minoriserede personer og kvinder i det danske musik- og kulturliv, samt hos KVINFO, Danmarks videnscenter for køn og ligestilling.
Kurateringen og programrækken sker i forlængelse af udstillingsåbningen, hvor debattør, jurist, aktivist og iværksætter Mary Consolata Namagambe holdt åbningstale. Samtidig leder disse events op til en artist talk med Omar Victor Diop, der besøger Kunsten i januar 2025. Denne talk er i samtale med kulturjournalist, podcastvært og forfatter Lucia Odoom.
– Omar Victor Diops fotografier betragter historieformidlingen med et kritisk blik og giver fortjent opmærksomhed til mennesker, der mange gange er blevet overset. Som museum ønsker vi selvfølgelig at benytte denne anledning til at udfolde værkernes samfundskritik og temaer yderligere. Vi er rigtig glade for at Prince Henry Kwesi Asare samarbejder med os om at skabe eventprogrammet; og dermed udfordre vores bias og blinde vinkler. Dermed kan både vi og vores gæster få nye perspektiver og indsigter gennem disse events, siger Lasse Andersson, Museumsdirektør på Kunsten Museum of Modern Art Aalborg.
– Det er selvfølgelig vigtigt for os at dette samarbejde ikke bliver en enkeltstående aktivitet, men at sikre konsekvent fokus på diversitet og repræsentation – ved løbende at invitere eksterne konsulenter og samarbejdspartnere ind i produktionen, påpeger han.
I første omgang er der programlagt tre events. Først en talk om sort repræsentation i kulturen, samfundet og medierne. Herefter en visning af filmen Viften, om Danmarks kolonifortid i det tidligere Dansk Vestindien i 1848 – med en perspektiverende introduktion inden filmen. Og endelig en talk om dansk kolonihistorie og om kunstens dekoloniale potentialer.
– Vi skal tale om portrætteringen, repræsentation og diversitet af sorte kroppe, historier og perspektiver i kulturen, samfundet og medierne - i nutiden og fremtiden. Det gør vi med kunstnere som gennem deres virke (re)definerer og nuancerer sorte fortællinger og skæbner; både som udøvende kunstnere, rollemodeller og iværksættere. Samtidig skal vi tale om spildte potentialer i den glemte sorte historie fra et dansk perspektiv – med Omar Victor Diops værker som samtaleåbner, forklarer Prince Henry Kwesi Asare.
De planlagte events kan ses her på kunsten.dk.
Om Prince Henry Kwesi Asare
Prince Henry Kwesi Asare (1994) er samfundsdebattør, oplægsholder og konsulent. Han er desuden bestyrelsesmedlem i foreningerne Another Life og teater danskdansk, som begge arbejder for at forbedre repræsentation og ligestilling, samt bekæmpe intersektionel diskrimination i kulturlivet. Prince er også bestyrelsesmedlem i KVINFO, Danmarks videnscenter for køn og ligestilling. Endelig er han ambassadør for Headspace Danmark og uddannet sociolog fra Københavns Universitet i 2023.
Prince Henry Kwesi Asare har i en lang årrække, både personligt og professionelt, sat fokus på sorte borgeres og minoritetsetniske personers rettigheder og levevilkår i Danmark, især i skyggen af Danmarks postkoloniale historie og diskriminerende samfundsstrukturer.
Som afrodansker med rødder i Ghana og fødested i Cape Coast er Prince Henry Kwesi Asare også barn af den danske postkolonialisme. Ghana var en del af den tidligere Guldkysten i Vestafrika og fra barnsben er Prince endda selv vokset op med direkte udsigt fra hans barndomshjem til et af de tidligere koloniale slaveslotte, Cape Coast Castle, og har været i berøring med nogle af de andre slaveslotte, Elmina Castle og Fort Christianborg (bygget af Danmark og Norge i 1660’erne) i Ghana. Derfor har denne fortid altid været en del af hans liv.
Om udstillingen med Omar Victor Diop
Den anmelderroste senegalesiske kunstner Omar Victor Diop (f. 1980) udstiller i øjeblikket på Kunsten Museum of Modern Art Aalborg. Diops fotografier fortæller med både nutidige og historiske referencer om fremtrædende afrikanere over hele verden, der ofte er blevet glemt i verdenshistorien – og om sort modstand i et globalt perspektiv.
Diops værker kombinerer fotografi med andre kunstformer som fx mode og design. Hans vigtigste værktøj er det kunstnerisk selvportræt, der anvendes til at sætte fokus på komplekse spørgsmål om repræsentationspolitik, fællesskab og ideer om selvfremstilling. Værkerne er ofte kendetegnet ved et omhyggeligt iscenesat, dramatisk billedsprog, hvor kunstneren selv figurerer som motiv på billederne.
Udstillingen på Kunsten Museum of Modern Art Aalborg samler for første gang i Danmark tre af Diops projekter: Diaspora, Liberty og Allegoria. Udstillingen kan opleves indtil den 19. januar 2025.