Med en unik kombination af skarp samtidskritik, poetisk absurdisme og intens iscenesættelse forvandler den venezuelansk-amerikanske kunstner Alex Da Corte (f. 1980) Kunsten Museum of Modern Art til en specialdesignet sanseeksplosion i en ny særudstilling.
Udstillingen kan opleves den 25. september 2025 - 22. februar 2026.
En surrealistisk frokostpause i skyerne, hvor fastfood og frugt ser ud til at vente på eksistentielle svar. Frihedsgudinden vakler og falder omkuld. Djævlen har overtaget vejrudsigten – og det brænder overalt.
Dette efterår bliver gæster på Kunsten Museum of Modern Art Aalborg inviteret ind i et drømmelignende landskab med en eksplosion af farver, dufte, lyde og symboler – i en soloudstilling af den venezuelansk-amerikanske kunstner Alex Da Corte (f. 1980).
Her bliver udstillingsrummet forvandlet til en altomsluttende oplevelse – med specialdesignede gulve, neonlys, duftinstallationer og farverige vægge.
“Alex Da Cortes kunst kombinerer referencer fra populærkultur og forbrugersamfundet med spørgsmål om identitet og selvopfattelse. Han betragter det samfund, vi lever i, med kritiske briller,” forklarer museumsdirektør Lasse Andersson om udstillingen.
Amerikansk identitet, maskulinitet og teknologiafhængighed
Værkerne kredser om temaer som fx popkultur, amerikansk identitet, maskulinitet og teknologiafhængighed.
Alle temaer, der i høj grad præger vores hverdag, verden og mediedækningen i disse år.
”Værkerne trækker på referencer fra film, børnelitteratur og designhistorie. Velkendte symboler forvrænges, strækkes og blødgøres – og Da Corte refererer ofte til og genfortolker andre kunstnere i sine værker. Eksempelvis optræder han selv i roller som fx Skipper Skræk, Tornerose eller Frihedsgudinden; ikoniske figurer, som han bruger til at vende det genkendelige på hovedet og stille spørgsmål til dybereliggende kulturelle betydninger,” beretter kurator Louise Bjeldbak Henriksen.
Både banalt og absurd – og dystert og ubekymret
Alex Da Cortes humoristiske værker skal ikke nødvendigvis tages alt for højtideligt. Men der er en dybde, som rækker ud over det, man ser ved første øjekast, påpeger hun:
“Hans kunst er på mange måder en syret eksistentiel satire over tilværelsen; med referencer til både høj- og lavkultur. Det skaber et unikt og let genkendeligt udtryk, hvor hverdagsobjekter placeres i surrealistiske og drømmelignende scenarier. Det er på én gang banalt og absurd – og dystert, legende og ubekymret,” fortæller kuratoren.
Humoristiske refleksioner over vores samtid
Udstillingen udfordrer idéen om den gode smag – med en kompromisløs bombardering af sanserne. Faktisk mener kunstneren, at den gode smag ikke findes, idet den er evigt foranderlig og uforudsigelig.
Den legende og humoristiske tilgang gør udstillingen appellerende til alle aldersgrupper og åbner for meningsfuld dialog på tværs af generationer.
“Med værker, der ofte kombinerer skulptur, video, installation og performance, tager Alex Da Corte livtag med kulturelle ikoner og hverdagens objekter – og forvandler dem til nye, udfordrende og humoristiske refleksioner over vores fælles samtid,” vurderer Lasse Andersson.
Om kunstneren
Alex Da Corte (f. 1980) er en venezuelansk-amerikansk kunstner, kendt for sine visuelt fængende og konceptuelt rige værker, der ofte bruger pop-kulturelle referencer i altomsluttende, farverige installationer.
Blandt hans seneste udstillinger er Fresh Hell på 21st Century Museum of Contemporary Art i Japan (2023) og den retrospektive Mr. Remember på Louisiana Museum of Modern Art i Danmark (2022-23). Andre højdepunkter inkluderer deltagelse i Whitney-biennalen (2022), Roof Garden Commission på Metropolitan Museum of Art i New York (2021), og Biennale di Venezia (2019). Han har også haft soloudstillinger på prominente museer som Kölnischer Kunstverein, Secession i Wien, og MASS MoCA.
Udstillingen er en del af et flerårigt samarbejde mellem Kunsten og Louisiana, der med fokus på bæredygtighed og formidling undersøger nye måder at præsentere eksisterende samlinger på. Udstillingen består af udvalgte værker fra Louisianas samling, som her placeres i nye rum og kontekster, hvilket åbner op for nye læsninger og perspektiver på Da Cortes praksis.
Læs mere om udstillingen på kunsten.dk/alexdacorte.
Foto: Alex da Corte, Rubber Pencil Devil, 2019.