Udstillingen Solo: Rita Kernn-Larsen dykker ned i en kunstner, der i sin samtid var internationalt anerkendt, men aldrig fik et bredt gennembrud herhjemme – før nu.
Den danske surrealist Rita Kernn-Larsen (1904-1998) er kommet på alles læber. Hun er efter sin død atter blevet særdeles aktuel.
Frem til 13. januar vises udstillingen Solo: Rita Kernn-Larsen. Iscenesat af Kirstine Roepstorff på Gl. Holtegaard, og 6. februar åbner udstillingen på Kunsten i Aalborg. Det er den første store soloudstilling med kunstneren i mange år.
Rita Kernn-Larsen får i 1930'erne sit gennembrud med værker, der er inspireret af surrealismens irrationelle og driftsbårne tankesæt. Værkerne er befolket af mystiske og drømmelignende scenarier, der kredser om frigørelse, erotik og kvindekøn, og som også i dag taler ind i tidsånden. De tillader os nemlig at drømme os væk fra fornuft, præstationssamfund og nytteværdi.
- Mellemkrigsårene var præget af et rationelt tankesæt, men med sine drømmende, surrealistiske universer vristede Rita Kernn-Larsen sig fri af samtidens nyttetænkning, hvilket blev vel modtaget. I Rita Kernn-Larsens storhedstid i 1930’erne udstillede hun på nogle af tidens mest ombruste surrealisme-udstillinger side om side med kunstnere som Salvador Dali, Max Ernst og Meret Oppenheim. siger Caroline Nymark Zachariassen, museumsinspektør på Kunsten og kurator på pågældende udstilling.
Rita Kernn-Larsen var sammen med kunstner Wilhelm Freddie en central figur, da surrealismen fik sit gennembrud i Danmark – men hun agerede primært på den internationale scene, ligesom hun i en stor del af sin levetid var bosat i udlandet.
Rita Kernn-Larsen fik – helt usædvanligt for sin tid – stor international anerkendelse i intellektuelle og kunstneriske miljøer. I forbindelse med sin debut i 1934 karakteriserer en anmelder hende sågar som ”en kvindelig, dansk Picasso”, men dét til trods fik hun aldrig et bredt gennembrud i Danmark.
- Rita Kernn-Larsen er en international ener i dansk billedkunst, og det er en stor glæde for Kunsten at bringe hende frem i lyset med denne udstilling, siger Gitte Ørskou, museumsdirektør på Kunsten.
Udstillingen SOLO: Rita Kernn-Larsen kaster ikke bare et blik på Rita Kernn-Larsens surrealistiske storhedstid i 1930’erne, men også den senere del af kunstnerskabet. Det giver et mere fuldstændigt indblik i Rita Kernn-Larsens livslange værk
Med over 100 værker vil man i udstillingen således kunne følge Kernn-Larsens virke gennem alle årene; fra 1930’ernes drømmende og dragende scenarier og mystiske figurer til hendes senere års naturalistiske landskaber, finurlige collager og keramiske værker.
For at kaste et samtidigt blik på Rita Kernn-Larsens samlede virke har Kunsten inviteret den danske samtidskunstner Kirstine Roepstorf (f. 1972) til at iscenesætte udstillingen. Roepstorff har senest markeret sig på Venedig Biennalen i 2017, hvor hun repræsenterede Danmark. Med udgangspunkt i Kernn-Larsens kunstneriske univers vil Kirstine Roepstorff skabe et nutidigt, levende og sanseligt møde med udstillingens værker.
Rita Kernn-Larsen er i forvejen repræsenteret i Kunstens samling med det surrealistiske hovedværk La pomme de la Normandie (1934), som i 2017 blev vist på en soloudstilling på Peggy Guggenheim Collection i Venedig.
Udstillingen er skabt i samarbejde med Gl. Holtegaard.
Udstillingen er en del af Kunstens udstillingsserie Fortiden genfortalt, der gennem nye perspektiver og med rod i museets samling tager livtag med fortidens stemmer for at forstå nutidens tendenser
For presseservice, kontakt venligst:
Mette Kirstine Goddiksen, tlf. 3199 4103 eller mkg@kunsten.dk
Udstillingen er støttet af: