Kunsten Museum of Modern Art Aalborg

Kong Christians Allé 50
9000 Aalborg

Tlf: +45 99 82 41 00
kunsten@kunsten.dk
CVR: 47 21 82 68
faktura@kunstenfaktura.dk

 

Danske Bank

Regnr.: 4368 Kontonr.: 13534926

Tag på tidsrejse med Kunsten

25. aug 2022, 09:12

Oplev et udvalg af de bedste kunstværker fra Kunstens permanente samling præsenteret som i 1972, da museet for første gang kunne byde gæster indenfor i den nye museumsbygning tegnet af Aalto og Barüel.

Året 1972 var brede bukseben, Bowie på hitlisten, ærter i den revolutionerende kummefryser og en ny, ung Majestæt på den danske trone. I Nordjylland var det også året, hvor snoren blev klippet til det ultimative symbol på kulturens indtog i arbejderbyen Aalborg: Nordjyllands Kunstmuseum.

 

”At vandre rundt i de store lyse rum er som at vandre i en skulptur, hvor rummet bestandigt veksler og rent automatisk drager én rundt på opdagelse”.

 

Sådan beskrev en anmelder i 1972 det spritnye museum. Det var i denne ramme, man kunne gå på opdagelse i en udstilling, der præsenterede et udvalg af museets permanente samling. I skiftende dagslys, med hør på væggene, marmor og lysegrå gulvtæpper på gulvene kunne man her se værker af moderne danske og internationale kunstnere, såsom Asger Jorn, Richard Mortensen, Else Alfelt, Vilhelm Lundstrøm, Pablo Picasso, Lynn Chadwick, Le Corbusier, Max Ernst og mange flere.

 

Her 50 år efter har museet skiftet navn til Kunsten, og samlingen er vokset til at indeholde knap 4.000 værker. De mest markante værker præsenteres nu i en helt ny udstilling under titlen Kunsten retro. Samtidig bliver hele samlingen tilgængelig digitalt for alle, og der vil være mulighed for at lave sine egne små samlinger online.

 

Fra hørvægge til hightech

Kunsten retro giver gæsterne en oplevelse af at træde 50 år tilbage i tiden.

 

Hele udstillingsarkitekturen fra 1972 - med blandt andet det karakteristiske hør på væggene - bliver genskabt. Og i de nostalgiske rammer bliver et nyt udvalg af værker fra Kunstens samling præsenteret. En samling, der i dag strækker sig over 100 års kunsthistorie.

 

Udstillingsrammen i de fysiske sale er den eksakt samme, men udstillingen kommer selvfølgelig til at afspejle, at vores samling er vokset betragteligt over årene. I udstillingen kan du gå på opdagelse blandt klassikere, som også var en del af udstillingen i 1972, og du kan opleve både mere sjældent sete værker og helt nytilkommende værker: Fra Vilhelm Lundstrøms radikale pakkassebillede fra 1919 over Cobra-kunstnernes fabulerende malerier og 60’ernes grænsebrydende kunst, til nyere samtidskunstværker, der er blevet en del af Kunstens samling inden for de seneste år, siger Caroline Nymark Zachariassen, museumsinspektør og samlingsansvarlig på Kunsten.

 

Og Peter Juul, der er formidlingschef, supplerer:

Vi leger med og genopliver formidlingsgreb fra 1972, eksempelvis trykker vi en udstillingsavis, som man gjorde dengang. Selvom vi går helt retro og fjerner nærmest al formidling i udstillingen, kommer vi naturligvis til fortsat at henvende os med moderne virkemidler på andre måder. I dag er kunst og kreativitet for alle, så der vil være en række tilbud og aktiviteter, hvor voksne og børn kan gå på opdagelse i værkerne, samlingen og udstillingen. Blandt andet vil der være kreative aktivitetszoner, hvor gæsterne selv kan eksperimentere. I udstillingen er det manuelt og retro, i underetagen er det digitalt. Vi håber, at formidlingsaktiviteterne er med til at give både små og store gæster en bedre museumsoplevelse, siger han.

 

Demokratisering af kunst

I samme anledning offentliggør museet Kunsten Collection, der gør det muligt at tilgå samtlige værker fra museets samling online.

 

Museernes samlinger er gemt væk i store, sikrede bygninger det meste af tiden. Det er helt centralt at vores samlinger med tusindvis af værker bliver let tilgængelige for alle; det er en demokratisering af samlingerne. Kunst skal opleves med alle sanser på museet, men det digitale rum har så store muligheder både før og efter besøget på museet. Jeg er meget stolt over, at vi nu som ét af de få museer i Danmark har en fuld tilgængelig samling, hvor alle kan skabe deres egen samling og gå på opdagelse, også i de værker, der ikke er fremme i de fysiske sale, Lasse Andersson.

 

Kunsten retro og Kunsten Collection åbner 23. september 2022 og er støttet af Sydbank Fonden, Gudrun og Palle Mørchs Mindefond, Samsung & Fritz Hansen.

 

For presseservice, kontakt venligst:
Mette Kirstine Goddiksen, journalist, Kunsten, tlf. +45 31 99  41 03 eller mkg@kunsten.dk