Mandag d. 18. september er der faldet dom i retssagen ved Københavns Byret mellem Jens Haaning og Kunsten Museum of Modern Art.
- Vi har nu en dom, som Kunsten og Jens Haaning kan forholde sig til. Den skal vi nærlæse. Der er fire ugers ankefrist, og så længe sagen stadig kan ankes, har vi ikke yderligere kommentarer, siger Lasse Andersson, direktør for Kunsten Museum of Modern Art.
Til udstillingen Work it Out, der åbnede i 2021 og handlede om fremtidens arbejdsliv, ville Kunsten udstille to ældre værker af Jens Haaning. Det var En gennemsnitlig østrigsk årsindkomst, 2007, og En gennemsnitlig dansk årsindkomst, der oprindeligt blev udstillet på Heart i Herning i 2010.
I anledning af den nye udstilling på Kunsten blev årsindkomsten opdateret til 2021-forhold, så værkerne bested af indrammede pengesedler til en samlet værdi af 532.549 kr.
Kunstneren fik pengene stillet til rådighed via hans Nemkonto af Kunsten. Der blev mellem Kunsten og Jens Haaning underskrevet en kontrakt på, at pengene skulle tilbage i Kunstens varetægt, når udstillingen lukkede 16. januar 2022.
Umiddelbart før udstillingsåbning modtog Kunsten en mail fra Jens Haaning. Her beskrev han, at han i stedet for det aftalte værk havde lavet et nyt med titlen Take the Money and Run. Personalet kunne herefter åbne transportkasserne og konstatere, at de billedrammer, hvor pengene skulle være sat ind i, var tomme.
Det nye værk blev udstillet i forbindelse med Work it Out blandt andre værker af anerkendte samtidskunstnere.
Da udstillingen var slut, indbetalte Jens Haaning ikke pengene som aftalt i kontrakten, hvorfor Kunsten anlagde et civilt søgsmål.
Selve værket – eksklusiv pengene – tilhører Jens Haaning, og kunstneren er repræsenteret af Sabsay Gallery Copenhagen. Værket er ikke ejet af Kunsten, men er et indlån.
Se også FAQ om Take the Money and Run