Kalender

Ernesto Neto – The Serpent’s Energy Gave Birth to Humanity

15. jun 2018 til 26. maj 2019

Installationsværket The Serpent’s Energy Gave Birth to Humanity er et sanseligt helle i vores fortravlede liv, hvor du bliver inviteret inden for i en verden af dufte, lyde, klare farver og håndhæklede tekstiler. Her kan du tage skoene af, lægge dig ned, mærke værkets blødhed og bevæge dig igennem en tunnel for at finde ind i en shamanhule, hvor en boaslange eller en vinranke slynger sig mod himlen.

Den brasilianske kunstner Ernesto Neto (f. 1964) er internationalt anerkendt for sine spektakulære og sanselige installationer, der med organiske former og bløde materialer taler direkte til krop og sanser. I 2017 erhvervede Kunsten et unikt værk af kunstneren til museets samling, som fra foråret 2018 kan opleves på Kunsten.

 

The Serpent’s Energy Gave Birth to Humanity er skabt med inspiration fra naturen såvel som Huni Kuin-folket – et af Amazonas’ indfødte folk. Som en mystisk hule kan du her gå på opdagelse i en sensuel verden, hvor den klassiske opdeling mellem natur og kultur samt krop og erkendelse er ophævet. Her er det vores sanseapparat og det spirituelle der er sat i centrum. Ernesto Netos formål er at fremme vores opmærksomhed på temaer som medmenneskelighed, bæredygtighed, åndelighed og menneskets spiritualitet.

 

Ernesto Neto (f. 1964) betragtes som en af de største kunstnere på den internationale samtidskunstscene og har udstillet på bl.a. Guggenheim, MoMA i New York og Venedig Biennalen 2017. I 2016 præsenterede Kunsten soloudstillingen Ernesto Neto – Rui Ni/Voices of the Forest.


Erhvervelsen af The Serpent’s Energy Gave Birth to Humanity følger museets vision om at indkøbe værker af højt estimerede internationale kunstnere til samlingen. Erhvervelsen er muliggjort med støtte fra Ny Carlsbergfondet og Augustinus Fonden.

 

 

Presse