Kildevæld og Kosmos

Du skal på opdagelsesrejse til Lilleput-land, gennem Kosmos, via Regnbuen og ud i Verdensrummets vægtløshed og meget mere. Scenograf Nina Schiøttz står bag udstillingen, der tidligere har været vist i Kunsthallen Brandts i Odense.

Rummene

Oplev de mange stemninger og indtryk, der gemmer sig i de i alt 11 rum i Kildevæld og Kosmos.

ENTREEN

I entreen er der gråt. Kun de sko og jakker, som børnene har sat fra sig på skohylden og hængt op på garderobestangen, giver farver i rummet. I den ene ende står et smukt victoriansk dukkehus. Alt er gråt. Et svagt skær står ud fra et af vinduerne, og derinde i en af stuernem, får jeg øje på to små rokoko-stole i guld og et imponerende maleri af den russiske Zarina Katharina II, der står rank og smuk i de kejserlige gemakker iført sin kroningskjole. Hun er lillebitte og kan lige være inde i det victorianske dukkehus.

REGNBUEN

Jeg må videre – ikke dvæle for længe ved skønheden i den grå verden. Alle regnbuens farver trækker mig igennem en labyrint og videre ind i Kosmos. Er det der, regnbuen ender? En nøjagtig kopi af mig selv i rød, i blå, i gul, i grøn, i violet smiler til mig. Det er svært at finde vej, og hele tiden møder jeg mig selv i spejlene. Hvor fører labyrinten mig hen, og kan jeg overhovedet finde ud – eller ind?

VERDENSRUMMET

Pludselig står jeg i et stort mørkt rum. Regnbuen havde en ende! Jeg er i Verdensrummet. Er jeg et skridt nærmere kosmos? Stjerner blinker, kloder triller rundt på gulvet, og måner vipper sagte op og ned. En pige ligger og ser op i det uendelige over vores hoveder. En dreng triller rundt på en klode. Er det jorden? I hvert fald ser den lidt klemt ud, trillende under barnets vægt. Jeg må hellere holde mig fra den. Jeg skulle jo nødig forårsage et Big Bang. Eller skabe et sort hul. Jeg har hørt, at sorte huller er meget, meget bitre mennesker. Dem er der ikke nogen af her! Mens jeg svæver på det bløde gulv, kan jeg høre glade stemmer fra rummet inde ved siden af – nogen har vendt verden på hovedet...

KINESISK TESALON

To skridt til højre og jeg er i Kina. Det ved jeg, fordi alting vender på hovedet. Et kinesisk tehus med smukke, lakrøde stole og fine porcelænskopper på bordene. Er det mig eller dem, der vender forkert? Jeg står nede i himlen og kigger op på jorden og lytter til den sagte klirren af kinesisk porcelæn. Det kan undre, at teen ikke ryger ud. Jeg kan ikke forstå, hvad de siger – kineserne.

VALMUESKOVEN

Næste rum er kæmpe stort, eller måske er det mig, der er blevet mindre. Jeg står i en skov af valmuer. Stænglerne er 2 meter høje, og jeg føler mig meget lille. Der er diset i rummet, og længere inde møder jeg igen den smukke Katharina. Hun smiler venligt til mig og byder mig at sidde ned på en fin, lille guldstol. Der er noget galt. Jeg kan ikke få enden presset ned i sædet. Er jeg blevet voksen? I hvert fald er jeg vokset – og det er Katharina også, selvom valmuerne stadig er kæmpestore. Hvis jeg lukker øjnene og lytter, kan jeg høre rislen. Lyden drager mig, og jeg går ind i det næste rum. Kosmos er stort og uendeligt.

KILDEN

Den rislende lyd kommer fra en kilde. Valmueskovens dis er væk. Jeg kan drikke vand i det hvide rum. Vandet løber, det risler, og det gør godt. Jeg er tørstig. Andre har været her før mig. De har glemt deres krykker, forbindinger og gipsarme.Er kilden helbredende? Jeg tager endnu en slurk kildevand, inden jeg bevæger mig ind i Håbet – om, at jeg er blevet lidt mere helbredt.

HÅBET

Stormen raser, da jeg træder ind i skibets bund. Jeg har svært ved at holde balancen og må støtte mig til væggen. Ud af koøjet kan jeg se, hvordan bølgerne slikker op ad skibet og rusker i det gamle træværk. Duften af tjære er gennemtrængende. Bare skibet ikke synker. Jeg tror på, at kærligheden sejrer i håbet om bedre vejr. Skib ohøj.

ROKOKO RUMMET

Da skuden endelig er i havn, møder jeg minsandten Katharina igen. Jeg hilser pænt på hende. Hun smiler stadig knejsende med kronen på hovedet. Hun er vokset, og jeg opdager, at jeg står midt i kroningsalen. Jeg sætter mig i den store tronstol foran Katharina og ser mig selv sammen med Zarinaen i den modsatte side af rummet. Hun smiler lidt bredere – synes jeg. En stor ramme af guld holder sammen på Katharina og jeg. En pige løber forbi, og en dreng sætter sig ved siden af mig i den anden stol. Er det Katharinas lillebror?

BØRNEVÆRELSET

Drengen spørger, om jeg vil se hans værelse. Det vil jeg gerne, og han tager mig i hånden og leder mig til næste rum. Her er ingen pomp og pragt som i Katharinas hjem. Her er hvidt. Farvet lys fra to af rummets hjørner mødes på midten og blandes. Der sker noget med rummet. Jeg kan genkende møblerne, dem har vi derhjemme. I skufferne er der legetøj, og i sengene er der knitrende sengetøj. Jeg tror, jeg tager mig en lur, inden jeg fortsætter.

OASEN

Jeg bliver vækket af lyden af popmusik.Det er på arabisk og lyder rigtig godt. Jeg bevæger mig ind i en oase, hvor man kan slænge sig på dyb-røde divaner og se på de smukke arabesquer over dørene. Seks lave, runde borde med låg af glas gemmer på alverdens ting og sager. Jeg kan se Barbie og Anders And, en Tupilak og en totempæl. Dér ligger guldhornene. Jeg vidste, de ville dukke op et sted...

PORTRÆTGALLERIET

Mens jeg slænger mig på en divan, tænker jeg på, hvor meget jeg har oplevet i Kildevæld og Kosmos. Alt fra sol, måne og stjerner til stormende have og kæmpe valmuer. Katharina II har fulgt mig hele vejen. På min vej ud møder jeg en masse mennesker. De er alle malet ligesom Katharina II. Indimellem møder jeg mig selv, som jeg ser ud med leverpostejfarvet hår og blå øjne. Jeg ifører mig en maske af Katharina II. Nu er jeg også fra en svunden tid. Jeg smiler til mig selv i spejlet og går tilbage til den grå entre, tager min jakke og mine sko og går ud i virkeligheden igen.

Download folder om udstillingen i PDF-format. Klik her og vælg Gem destination som.