Dyk ned i en underjordisk verden, når Toyin Ojih Odutola for første gang udstiller i Skandinavien
Toyin Ojih Odutola (f. 1985 i Nigeria, bor og arbejder i NY) er en eminent historiefortæller, der arbejder billedkunstnerisk med dét, der inden for litteraturen kaldes for fantastik eller spekulativ fiktion. Hun skaber fascinerende miljøer, der inviterer os ind i urovækkende hjemlige og samtidig absolut ikke familiære verdener, der både er fantastiske og surreelle med åbenlyse paralleller til både litteraturen og billedkunstens historie. Udstillingen vil bestå af omkring 40 helt nye værker på papir skabt særligt til denne udstilling.
Hos Ojih Odutola kan hver tegning sammenlignes med kapitler i en bog. Udstillingens kapitler vil blive udfoldet i et sceneri, der er særligt tilpasset Kunstens Ny Sal. Du vil få fornemmelsen af at befinde dig i et undersøisk univers i tråd med den verden, Odutola præsenterer i tegningerne.
I udstillingen vil du opleve, hvordan Odutola sammenblander tegning, lyd og fiktion med samfundsaktuelle og politiske tematikker. På den måde eksperimenterer hun med og udfordrer selve udstillingsformatet og de traditioner, der knytter sig til et klassisk medie som tegningen. Alle værkerne tager udgangspunkt i den fantastiske fortælling om en underjordisk, fortidig civilisation, der er dukket op ved en arkæologisk udgravning på det afrikanske kontinent, nærmere bestemt Nigeria, hvor kunstneren selv spiller rollen som arkæolog.
Toyin Ojih Odutolas værker er omhyggeligt udførte og af monumental størrelse; de omstyrter portrætkunstens stolte traditioner ved fermt at ophøje tegnemediet og samtidig bevare en bemærkelsesværdig intimitet.
Denne udstilling af Toyin Ojih Odutola var oprindelig en bestillingsopgave fra Barbican Centre, London, med støtte fra Jack Shainman Gallery og finansieret med midler fra Arts Council England. Udstillingen vil efter præsentationen på Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg, Danmark rejse videre til Hirshhorn Museum and Sculpture Garden, Washington DC, USA. Det er den første museumsudstilling af kunstnerens arbejde i Skandinavien.
Foto: A Parting Gift; Hers and Hers Only (2019) A Countervailing Theory © Toyin Ojih Odutola