Gå til hovedindhold
Billede
Frida Orupabo, D

Copyright: Frida Orupabo

Udstillinger
Frida Orupabo
Image
Calender

9. okt 2026 til 9. maj 2027

Oplev den første soloudstilling i Danmark med den internationalt anerkendte norsk-nigerianske samtidskunstner Frida Orupabo (f. 1986). Udstillingen er skabt specifikt til Alvar Aaltos enestående arkitektur og transformerer museets rum til et sanseligt univers, hvor blikke, kroppe og fortællinger mødes og væves sammen på ny. 

Frida Orupabo skaber fængslende billedfortællinger, der bevæger sig mellem det personlige og det kollektive, mellem fortid og nutid. I Orupabos værker finder en vibrerende dialog sted mellem det genkendelige og det uventede, mellem de historier, vi kender, og dem der endnu mangler at blive fortalt. Det er omdrejningspunktet for Frida Orupabos første soloudstilling på dansk grund, hvor du i et univers skabt specifikt til Kunsten kan lade dig omslutte, konfrontere, udfordre og bevæge. 

At se og blive set

Frida Orupabos værker bygger på fundne fotografier og materiale hentet i digitale såvel fysiske arkiver, der indbefatter populærkulturelle kilder såvel referencer tilbage til kolonitiden. I hænderne på Orupabo sammensættes materialet på ny i form af collager, der omskriver og udfordrer dominerende historiefortællinger. Med sine collager skaber Orupabo på samme tid nye betydninger og fortællinger, hvor figurer, der før er blevet usynliggjorte nu gives plads.

Frida Orupabos kunstneriske praksis udspringer blandt andet af hendes egen opvækst i Norge som barn af en norsk mor og en nigeriansk far i et miljø, hvor hun skilte sig ud. Gennem sine værker bearbejder hun erfaringer med blikke, identitet, race, tilhørsforhold og magt – og vender blikket tilbage mod beskueren. Det er et møde, der kan forekomme fysisk og følelsesladet, når vi konfronteres med figurernes intense blikke, der både rummer ubehag, styrke og skrøbelighed. 

Om kunstneren

Frida Orupabo (f. 1986) bor og arbejder i Oslo, Norge. Hun er oprindeligt uddannet sociolog, men begyndte i 2013 at skabe digitale collager, hun delte på det sociale medie Instagram som en slags digital dagbog og arkiv.

Orupabos soloudstillinger tæller: Kunsthall Trondheim, Norge – How did you feel when you came out of the wilderness (2021), Fotomuseum Winterthur, Schweiz – I have seen a million pictures of my face and still I have no idea (2022), Bonniers Konsthall, Stockholm og Astrup Fearnly Museet, Oslo – On Lies, Secrets and Silence (2024/2025). Gruppeudstillinger og biennaler: 34th Bienal de São Paulo, Brasilien (2021), 58th Venice Biennale, Italien (2019), 15th Gwangju Biennale (2024), Los Angeles County Museum of Art (LACMA), USA – gruppeudstilling Imagining Black Diasporas: 21st‑Century Art and Poetics (2024).  I 2025 modtog Orupabo SPECTRUM Internationaler Preis für Fotografie for sit fotografiske og kollagebaserede virke.  

Orupabos værker indgår i centrale samlinger på bl.a. Moderna Museet, Stockholm, Museum Ludwig, Köln/Wien, Nasjonalmuseet, Oslo, Louisiana Museum of Modern Art, Humlebæk og Kunsten Museum of Modern Art Aalborg. 
 

Frida Orupabo: Now You Can See Me
remote video thumbnail
https://player.vimeo.com/video/715550828?msockid=0faf6ed9a8c56d900251789ea9ae6cd4 |

Louisiana Channel

Støttet af