Balance angiver billedelementernes placering og vægtfordeling på billedfladen. Balance og komposition hører således sammen som siamesiske tvillinger. De fleste kunstnere er overordentlig præcise, når det kommer til udnyttelse af billedfladen, og de benytter sig af flere forskellige optiske virkemidler for at afbalancere elementer i billedet - alt efter hvilken virkning der ønskes tilvejebragt.
Asymmetrisk balance - eller informel balance er det mest udprægede kompositionsprincip inden for billedkunsten. Billedelementerne spredes ud over hele billedfladen, men "afvejes" så de skaber en samlet balance i værket.
Richard Mortensen har i billedet "Bomber over lande" benyttet asymmetrisk balance som kompositionsprincip. Elementerne er ikke organiseret omkring midteraksen, men omkring det gyldne snit. En ovalbevægelse samler ydermere de fleste billedelementer, så billedet fremstår afbalanceret.
Motivelementerne kan indskrives i en cirkel. Konstruktionen virker samlende i billedfladen - angiver balance omkring et centrum. Cirklen er i ro, men indeholder samtidig en skjult spænding: hvornår sprænges mon den rene cirkelform?
Ejnar Nielsens billede "En skrædder" udnytter cirklen som balanceskabende fundament. Vi betragter en intim arbejdssituation, der umiddelbart kan høre op i det øjeblik, iagttagelsen registreres af manden i centrum. Cirklen er forskubbet en anelse til venstre for midteraksen (se også Det gyldne snit og Venstre side-balance).
Kompositionsstruktur, der opdeler linjestykker og/eller billedfladen i harmoniske proportioner. Det gyldne snit opstår, når en linje deles således, at det mindste stykke forholder sig til det største stykke, som det største stykke forholder sig til hele linjen. I det gyldne snits forskellige skæringspunkter på billedfladen opstår der visuelle spændingsfelter; øjet drages mod disse områder.
Carl-Henning Pedersens billede "Det røde skib" er mere eller mindre komponeret over det gyldne snit. Billedet balancerer, fordi det største element, eventyransigtet, rejser sig i det gyldne snit. Balancen forstærkes af, at kunstneren har valgt det gyldne snits lodrette akse i venstre side.
Motivet bygges op omkring en eller flere diagonale linjer. Linjen giver ofte billedet et dynamisk præg - inddrager bevægelsen i kompositionen.
Hvis diagonallinjen forløber nederst fra venstre hjørne af billedet mod øverste højre, siger man, at værket er bygget op over den aktive diagonal. Omvendt forløber den passive diagonal, hvor bevægelsen bremses eller helt stivner. "La Dolce Vita" af Vilhelm Freddie er bygget op omkring den aktive diagonal.
Konstruktion af linjer og flader. Det rene flademaleri ses især i den abstrakte billedkunst. Som en tæppekonstruktion breder motivet/fladerne sig (ofte dekorativt) ud over billedfladen. Især vandrette og lodrette linjer fastholder balancen.
Preben Hornungs "Fabriksbillede" indeholder utallige geometriske former - næsten ætset ned i en printpladekonstruktion præget af positive og negative flader, former og små forskydninger. Især vandrette og lodrette linjer skaber balancen. Kompositionens enhed tilvejebringes som et resultat af forbindelsen mellem vandrette, lodrette og diagonale linjer, der samler sig som et mønster.
Motivelementerne danner en kegleformation. Som i tilfældet med pyramideopbygningen og cirkelkompositionen er der tale om en tydelig afgrænset og samlende form, der markerer et ordnet univers i balance.
Max Ernst har i værket "Bonjour Satanas" dannet en forenet gruppe, der bygger videre på Madonnamotivet: Mor med barn er ofte skildret i stærk forening, men i Max Ernsts billede forekommer keglekompositionen ikke helt så entydig.
Den geometriske figur, ovalen, minder om cirklen, men den er mere dynamisk og indeholder ekstra spænding. Grænserne er under pres. En del familieportrætter arrangeres ofte som ovalkompositioner.
Vilhelm Lundstrøm udnytter i billedet "De fire" ovalen som kompositionsprincip. Hensigtsmæssigt for det brede billedformat samles persongruppen og vigtige objekter i en aktiv oval, hvor der er plads til fællesskab og diskussion. Statiske og dynamiske elementer afbalanceres i ovalkompositionen.
Asymmetrisk balance kan tilvejebringes via udnyttelse af proportioner, Proportionerne afstemmes efter billedelementers størrelse og tal. Der skal flere små billedelementer til at opveje store. Proportionernes vægtfordeling er hårfin.
Marc Chagall har i værket "Kirketårnet i Orgival" varieret billedelementernes proportioner. Det er et spørgsmål, om der er opnået en total balance i billedet: Den meget store blomstervase i højre side modsvares af flere små elementer i venstre. Holder balancen?
Kraftigt indadgående linjer mod klart defineret forsvindingspunkt bærer billedopbygningen. Radiering giver, foruden en kraftig fornemmelse for dybde, også en stærk dragning mod det punkt, hvor radiernes centrum findes. Øjet suges mod forsvindingspunktet.
Den radiale balance er tydelig i Ole Sporrings billede "Velkomn Hareby" - forstærket om forsvindingspunktet næsten midt i billedet. Forgrunden er præget af byens huse, og deres skæbne hænger nøje sammen med realiteten i billedets baggrund - fremhævet af de mange indadgående linjer.
Serpentinata angiver en konstruktion, hvor motivet bygges op omkring en bugtet linje (s-linje). Den bølgende linje tilfører motivet ynde, elegance og lethed. I ældre billedfremstillinger tilføjer linjen ofte motivet aristokratisk ynde. Linjen kan også - især i religiøst og ekspressionistisk maleri - skildre sjælelig uro og ophidselse. S-linjen fremtræder "feminint".
Al Hansens "Cheryl Venus" fremstår næsten som pin-up'ens ikon. Sexappeal og feminin udstråling tilvejebringes bl.a. ved hjælp af den spejlvendte s-linje, der "slanger" kvindekroppen over hele billedfladen. Kurvernes balance er sat til skue.
Motivet bygges som oftest ligevægtigt op omkring den lodrette midterakse. Den klare opdeling af fladen omkring midteraksen giver en overskuelig og rolig komposition. Symmetri kan også tilvejebringes omkring en vandret midterakse og en diagonallinje. Symmetrisk balance kendes også under betegnelsen formel balance.
Michael Kvium har i "So simple" komponeret sit billede omkring den lodrette midterakse. Barnet er dog lige drejet en anelse omkring navlestrengen - nok til at skabe en minimal bevægelse
Torben Ebbesens billede "Hjernelandskab" er vanskeligt at overskue ved første øjekast, men langsomt dukker den delvist symmetriske komposition op. Billedets vandrette midterakse deler og samler objekter samt flader - alt efter hvilken "figuration" øjet tilstræber at danne.
Claus Carstensens billede "Le plaisir du texte II" består af to symmetriske rum, der hersker på hver side af diagonallinjen. I hvert rum befinder der sig en dobbeltfiguration, som spejler sig indbyrdes i hinanden.
Motivet eller flere motivelementer danner en kompositorisk trekant. En trekant placeret på sin brede fod står urokkeligt fast og angiver derfor ro og statisk balance.
Olaf Rude har i sit portræt af "Fru Elna Fonnesbech-Sandberg" tydeligvis gjort brug af trekantsopbygningen. Værdigheden lyser ud af billedets komposition. Pyramiden er placeret omkring midteraksen, og den formelle balance understøtter fokus: en stærk kvinde. Motivet - eller flere motivelementer i forening kan også være indeholdt i en "omvendt" trekantskomposition. En trekant stillet på spidsen sætter balancen på en prøve, for hvornår vælter den ømfindtlige konstruktion. Hvor pyramideopbygningen angiver ro, gælder det modsatte trekantopbygningen på sin spids: dynamikken er femherskende.
J.F.Willumsen har i "To bretagnekoner skilles over en passiar" inddraget bevægelsen i sit kompositionsprincip. Som titlen antyder, er de to koner netop på vej hver sin vej ud af billedet.
Ubalance - eller spænding kan tilvejebringes i et billede på mange måder. Én måde går over en bevidst omgåelse af alle ovenstående kompositionsprincipper. Kreativitet på balanceområdet kan skabe ganske spændende kunstværker, men der er ikke mange kunstnere, der indfører billedplanets totale "anarki". Selv ihærdige forsøg herpå har det med - evt. ubevidst at falde på plads i en eller anden form for balance.
Niels Strøbeks stillleben "Breve" tager en avanceret komposition i anvendelse. Ved første øjekast ser billedet særdeles ubalanceret ud, for billedelementerne grupperer sig "skævt". Der er for få objekter i billedets venstre side til at opveje ophobningerne i højre side. De mange lodrette og vandrette linjer i de valgte objekter medvirker dog til, at der skabes en orden. Denne orden forstærkes af de folder, dugen danner under objekterne. Som i et koordinatsystem finder tingene alligevel deres rette plads - og en form for balance opstår.
Venstre side kan bære større og mere aktive billedelementer end højre side. Måske skal forklaringen søges i det forhold, at "vor" kultur anvender en læseretning, der forløber fra venstre mod højre. Under alle omstændigheder går balancen ofte tabt, hvis man spejlvender et et venstrebalanceret billede, så vægten falder på højre side. Billedet vælter.
Berit Jensen har i det vilde maleri "Uden titel" skubbet aktivitetens figurative elementer over i venstre side. Der er fart over feltet, og den dobbelte hanekam ved mikrofonen opvejes af de blå zig-zag-striber i højre side. Balancen opretholdes trods billedelementernes ulige vægtfordeling.
Bevægelse er et visuelt virkemiddel, der medvirker til den illusion, at billedelementer bevæger sig i tid. Illusionen kan spænde over utallige stadier - fra stilstand til hyperaktiv bevægelse. Bevægelse kan også angive den rejse rundt i billedet, beskueren aktivt foretager med sine øjne mellem billedets forskellige elementer, og som derved bygger en handling op i tid. Den kan være lineær, cyklisk eller foregå i spring.
Diagonale linjer skaber bevægelse. Edvard Weie har f.eks. i "Livsglæden, tre dansende figurer" udnyttet et aktivt linjespil mellem diagonale linjer. Flere af disse linjer danner geometriske figurer, - f.eks. trekanter på spidsen, som understreger dynamikken. Også forskellige cirkulære, spirallignende linjer skaber rotation og dermed bevægelse. Som en snurretop drejer de tre dansende figurer sig rundt i det stemningsfulde landskab. Sætter man endnu mere fokus på de cirkulære bevægelser, kan man opnå stor hastighed og voldsomhed i sit udtryk.
Med støtte i forskellige diagonale linjer og kraftige farvekontraster går det rigtigt stærkt - som i Aguste Herbins værk "Combat Clair-obscur". Hastigheden og de "kosmiske" udladninger sprænger næsten alle rammer, men holdes på plads af bevægelsens egen lov - og rammen omkring universet.
Harald Giersing bruger også diagonale linjer for at udtrykke aktiviteten - her under en fodboldkamp. To af spillerne kan indtegnes i en trekant på sin spids (ustabil), men bevægelsen mellem dem standses af målmanden, der netop stopper bolden med sine hænder. For at skabe ekstra liv i billedet har Giersing benyttet en skitseagtig og lettere opløst streg, som det ses i det forstørrede cirkelfelt, hvor fodboldstøvlen netop er i aktivitet. Korte og hurtige penselstrøg illuderer bevægelse. Det uskarpe "filter", der ligger over billedet, understøtter samme bevægelse, og over hele billedfladen er der aktivitet. Billedet en hyldest til kroppen i bevægelse.
Niels Lergaards landskabsbillede indeholder ikke megen bevægelse. Billedet er stort set statisk - domineret som det er af især vandrette linjer. Især horisontens markante profil standser al bevægelse. Den blå farveflade lægger sig som en lodret væg, og tiden er næsten gået i stå. De lodrette linjer understøtter følelsen af stilstand. Personen i højre side står stille - eller giver sig særdeles god tid. Skyggernes diagonaler angiver tid, og de bevæger sig i døgnets rytme. Gavltrekanten på sin sokkel står solidt plantet på jorden, der lever og ånder i provinsiel tidløshed.
I billedkunsten udnyttes farverne som et væsentligt virkemiddel. Farverne falder i øjnene – men hvordan kan man beskrive og systematisere de mangfoldige virkninger, farverne udtrykker? Maleren og kunstpædagogen Johannes Itten (1888-1967) taler i sin farvelære om syv farvekontraster, som giver markante farvevirkninger:
- Farvens egenkontrast
- Kontrasten mellem lys og mørke
- Kontrasten mellem kulde og varme
- Komplementær-kontrasten
- Simultan-kontrasten
- Kvalitets-kontrasten
- Kvantitets-kontrasten
Farvens egenkontrast er den enkleste af de syv farvekontraster. Alle farver bruges rene i deres stærkeste strålekraft. Gult, rødt og blåt giver det stærkeste udtryk for farvens egenkontrast. Alle tre farver afviger klart fra hinanden, og virkningen er altid broget, kraftfuld og bestemt. Farvens egenkontrasts virkning tager af i styrke, jo mere de anvendte farver fjerner sig fra de primære farver.
Carl-Henning Pedersens cobramaleri ”Den ædende” udnytter primær og sekundærfarver – og enkelte ”neutrale” gråtoner. De sorte konturstreger forstærker farvens egenkontrast, idet der i nogen udstrækning sættes en stopper for farvefladernes gensidige bestråling af hinanden.
Berit Jensens ”unge-vilde” maleri ”Uden titel” forstærker kontrastforholdet mellem farverne ved at sætte ”modsætninger” op mod hinanden (se komplementærkontrast).
Komplementær-kontrasten udgøres af farvernes modsætninger, og der findes altid kun en farve som er komplementær til en anden. I farvecirklen befinder de komplementære farver sig modsat hinanden. De komplementære farvepar er: Gult : violet Gulorange : blåviolet Orange : blåt Rødorange : blågrønt Rødt : grønt Rødviolet : gulgrønt
Egill Jacobsens cobramaleri ”Rødt objekt” er kontrastrigt – præget af klare primære og sekundære farver. Komplementærkontrasten er med til at forstærke aktiviteten og vildskaben i billedet.
Ole Sporring sætter også voldsomme kontraster op mod hinanden i ”Velkomn Hareby”. Komplementærfarverne ”eksploderer”.
Når man betragter farvecirklen, viser det sig, at gult er den lyseste og violet er den mørkeste farve, dvs. at den stærkeste kontrast mellem lys og mørke udgøres af disse to farver. Vinkelret på aksen gult-violet står rød-orange og blågrønt, som er kulde-varme-kontrastens to poler. Rødorange eller saturnrødt er den varmeste farve, og blågrønt eller manganoxyd er den koldeste farve. Men pointen er, at hvorvidt en farve opleves som kold eller varm afhænger af farverne ved siden af.
Olaf Rudes portræt af ”Fru Elna Fonnesbech-Sandberg” udnytter kold-varm-kontrasten. Kvinden placeret centralt i billedet karakteriseres med varme farver på en kold baggrund.
Lars Nørgaard sætter flere farver i spil i ”Artsupport”, der også udnytter varme og kolde farver, men de mange indbyrdes farvesammenstillinger nuancerer farveoplevelsen. Se f.eks på den gule farve i billedet. Nørgaards farverige palet holdes på plads af diverse gråtoner.
Kvalitets-kontrasten angiver farvernes renheds- og mætningsgrad, og er dermed modsætningen mellem mættede, strålende farver og glansløse, matte farver.
Farverne i ”Københavns vinterbane” samler sig i grupper eller sammenhængende flader. Erik Hagens sætter de menneskabte aktiviteter op i klare og livlige, næsten skrigende farver, mens selve vinterbanens konstruktion fremstår glansløs og mat.
Kirsten Ortwed udnytter i ”Komposition” kvalitetskontrasten, så der fremstår forskellige lag i billedet. Man fornemmer en glødende varm undergrund, hvor farvekraften er intens og pågående. Oven på denne grund fletter et levende, men langt mere glansløst netværk sig ud over hele kompositionen. Kvalitetskontrasten bidrager til en ”leg” mellem nær og fjern. De mættede, varme og strålende farver fra undergrunden flammer som ild op mellem de mere dæmpede grenstrukturer.
Kvantitets-kontrasten betegner størrelsesforholdet mellem to eller flere farveflader. Den er altså modsætningen mellem meget og lidt og mellem stor og lille. Man kan komponere farver sammen, så de forholder sig i vilkårlig størrelsesorden til hinanden.
Bemærk hvor ”lidt” gult og orange, der skal til for at opveje de mere neutrale grønne og de køligere blå farver i Auguste Herbins billede ”Combat Clair-obscur”. Farvebalancen understøtter kompositionens informelle balance.
Også Carl-Henning Pedersen vægter i ”Det røde skib” sine farver med omhu. Farvens egenkontrast og en tilnærmelsesvis komplementærkontrast falder i øjnene, men også kvalitetskontrasten udnyttes. Den varme røde farveflade behøver ikke det store areal for at opveje de grønne og blå.
Farverne hvidt og sort er det stærkeste udtryksmiddel for lys og mørke. Sort og hvidt er i enhver henseende modsætninger til hinanden i deres virkninger, mellem dem ligger gråtonerne og farverne.
Karl Larsson udnytter i ”Aftenselskab” lyse og mørke farvepartiers vekselvirkning. Omkring det lyse bord og de lyse mennesker langs den vandrette midterakse grupperes farveflader to og to. Lys og skygge sættes op mod hinanden.
Michael Kvium udnytter i ”So simple” de blågrønne gråtonernes kontrast til den mættede røde og de lysende blandingsfarver. Lys og mørke genspejles i temaet, hvor liv og død betegner vigtige stadier i livets gang.
Simultan-kontrasten angiver det forhold, at vores øje ved en given farve altid samtidigt – altså simultant – kræver den pågældende farves komplementærfarve, og at det selvstændigt frembringer komplementærfarven, hvis den ikke er til stede. Den simultant fremkaldte komplementærfarve opstår som farvefornemmelse i øjet og eksisterer ikke i virkeligheden.
Poul Gernes eksperimenterer med farvernes gensidige påvirkning. I de to billeder fra serien Skydeskiver og signalflag aktiverer de klare farveflader hinanden, og især komplementærfarverne sætter liv i ellers rolige kompositioner: Bemærk i det ”røde billede”, hvordan det grønne cirkelbånd forstærkes via sit samliv med den store røde farveflade. Også den røde farve påvirkes af grænsefællesskabet: I randområdet mellem rødt og grønt vibrerer især den røde farve, og der opstår en lysere refleks cirklen rundt. Denne refleks opstår og forsvinder igen efter sin egen simultane lov. Også den ”isblå” farve i midten af kompositionen påvirkes: ikke nok med at den bliver koldere, men der opstår en lysende refleks langs cirkellinjen umiddelbart op mod den grønne nabo. Denne lyse refleks er ikke malet, men opstår simultant i øjet hos betragteren.
Lignende virkninger opnår Poul Gernes i det andet billede i serien skydeskiver og signalflag Selvom den lyseblå linje langs midteraksen ikke fylder så meget, ætser den sig alligevel ind på nethinden, fordi den komplementært forstærkes af sin rødorange nabo og de simultane ”farvevibrationer”, der lyser op i farvernes grænseområder. Den ellers rolige komposition får tilført energi.
Kontrast skaber man ved at sætte forskellige virkemidler op mod hinanden. Virkemidlerne er mange, men det mest gennemgående har med linjer, flader, farver, tekstur, lys & mørke samt former at gøre. Kontraster skaber dynamik og dramatik i et kunstværk.
I Kurt Trampedachs "Nadverbillede" fremhæves personen i midten. Lys-mørke-kontrasten sætter effektivt fokus på centralpersonen, og linjernes forløb hjælper til. Bordet, selve personen i forgrunden og hans hænder fremhæves på baggrund af den mørke masse af mere udflydende personer i siderne og via den udtonede, mørke baggrund. Kontrasterne letter billedaflæsningen, - skaber spænding formelt og indholdsmæssigt. Kurt Trampedach bruger nabofarver/jordfarver, der ikke skaber så stor kontrast farvemæssigt.
Omvendt er det i Carl-Henning Pedersens billede "Det røde skib", hvor farvekontrasterne stilles skarpt op. Farvernes egenkontrast og primærfarverne rød samt blå skaber liv og dramatik i et voldsomt "fantasilandskab". De kraftige penselstrøg spænder urolige og levende, lyse fraveflader op mod store og massive farveflader i mørkere toner. Den røde signalfarve står som en komplementærfarvekontrast til de grønne områder: Billedet er karakteriseret ved sine klare farver, men nederst i højre hjørne under det røde skib dannes en kontrast via en mørk og grumset blandingsfarve. Kontrasterne viser vej til et magisk landskab!
Kurt Trampedach og Carl-Henning Pedersens billeder er begge malet pastost - dvs. med store og kraftige penselstrøg: Teksturen er grov og i Trampedachs nadverbillede endda forøget ved brug af spatel flere steder.
Claus Carstensens billede "Le plaisir de texte II" er også malet pastost, men der er opbygget en kontrast til den voldsomme penselbrug. Hvor teksturen i Claus Carstensens billede nærmer sig relieffets realitet (riset i midten), er han gået et skridt videre i assemblagen "Ni bidrag til kritikken af den økonomiske og selvopfyldende æstetik".
Her er kontrasterne håndgribelige i form af bløde, lysabsorberende skumgummistykkers tilstedeværelse sammen med glatte og refelkterende foliebånd. Tvisttotter og andet organisk materiale er flettet ind i et mønster, der opbygges ved hjælp af former og farver samt leg med tekstur. Kontrasterne bygges op i lag - springer ud, spændes inde, tynger ned - alt efter placering og beskaffenhed. Der er ikke lagt vægt på en vægtning af enkelte elementer i værket. Kontrasterne fremhæver således ikke områder eller objekter, men sideordner materialer, former, flader og farver. Værket fremstår som en rytmisk helhed.
Rytme og fornemmelsen for bevægelse hænger nøje sammen. Rytmen understreger dog især de intervaller, der opstår som variationer eller gentagelser inden for temaet. Rytmen kan være pulserende og energisk, melodisk svævende, staccatoagtig, stille eller noget helt andet. Bemærk de musiske benævnelser, der forbinder rytme med pulsslag og lyd. Billedets stemning lader sig ofte aflæse gennem rytmen.
Alberto Magnelli har malet "Repercussion aigüe", hvori han gentager klare geometriske former, der svæver fra basislinjen - langsomt - som et ekko, der ruller op og ud gennem luften. Der er små variationer inden for former og flader, men det er ikke noget, der forstyrrer fornemmelsen for rytmisk system. De enkle overlapninger angiver klare intervaller, der følger deres egne love.
Mere varieret fornemmes rytmen i Victor Vasarelys billede " Kantara", hvor klare geometriske former indgår i et vekselspil. Mens billedets øverste og nederste tredjedele fremstår afklarede og afmålte, er der en mere hektisk rytme i billedets midterparti. er giver variationen i linjespil og legen med de optiske virkemidler samt springene i intervallerne liv og uforudsigelighed i "landskabet". Rytmekontrasterne fremhæver gensidigt hinanden.
Poul Gernes leger med staccatorytmens gentagelse i det uendelige. "Signalflag" fokuserer på billedgrammatikkens grundform - punktet, der her ikke magter at udvikle sig til andet end genetisk ren reproduktion. Med matematisk præcission kan man forudsige intervallernes rytme, og den forløber lineært. Rytmen og punktet ætser sig fast i bevidstheden og på nethinden.
Rytme kan også komme til udtryk gennem penselstrøgenes signalement. Hvor Victor Vasarely og Poul Gernes udvisker en del af sind og personlighed bag glatte, abstrakte og "intellektuelle" farveflader eller punkter, optræder Egill Jacobsen for fuld udblæsning i billedet "Græshoppedans". Rytmen er hektisk i penselføring, punkter, linjer, flader og farver. Rytmen er intens, uforudsigelig og vedholdende. Aktiviteten i penselstrøgene forøger denne intensitet.