Gå til hovedindhold
Billede
Værk af Harald Slott-Møller

Primavera (1901), © Harald Slott-Møller / VISDA

Image
Calender

19. nov 2026

Oplev nogle af de store navne i dansk og international kunst, når Kunsten åbner dørene til seks årtiers kunsthistorie. Mød blandt andre Anna Ancher, Vilhelm Lundstrøm, Louise Nevelson, Pablo Picasso, Asger Jorn og Wilhelm Freddie – og gå på opdagelse i værker fra Kunstens egen samling fra tiden omkring år 1900 og frem til 1950'erne.

Undervejs bevæger du dig gennem nogle af de strømninger, der for alvor forandrede kunsten i første halvdel af det 20. århundrede. Fra modernismens nye blik på farve og form over surrealismens udforskning af det ubevidste til CoBrA-kunstnernes spontane og ekspressive billedsprog. Udstillingen samler både kendte hovedværker og værker, der sjældnere har været fremme, og giver et bredt blik på en periode, hvor kunsten ændrede sig markant på få årtier.

Lærreder og lænestole
Kunstens righoldige samling af maleri og skulptur møder i udstillingen design, møbler og kunsthåndværk, der er karakteristiske for de perioder og kunstneriske strømninger, som udfoldes undervejs. Værkerne sættes dermed i selskab med design af blandt andre Hans J. Wegner, Poul Henningsen, Finn Juhl, Nanna Ditzel og Grete Jalk.

Sammen giver de et indblik i den tid, de er skabt i, og viser, hvordan idéer om form, materiale, funktion og det moderne liv bevægede sig på tværs af kunst, arkitektur og design. Udstillingen fortæller dermed også historien om tilblivelsen af det, vi i dag betragter som klassisk dansk kunst- og designhistorie. Kunstnere, arkitekter og designere tog del i den samme kulturelle udvikling og var med til at forme nye forestillinger om både kunsten og hverdagslivet.

Klassikere og nye historier

I udstillingen kan du fordybe dig i velkendte klassikere fra Kunstens samling og samtidig stifte bekendtskab med værker og kunstnere, der har fået en tydeligere plads i samlingen de senere år.

Et gennemgående fokus er de kvindelige kunstnere, hvis position historisk har været mindre synlig i både museumssamlinger og kunsthistorieskrivningen. Nye erhvervelser er med til at nuancere fortællingen og sætte kendte værker og kunstnere i nye sammenhænge. Udstillingen undersøger dermed også, hvordan den kanon, vi i dag opfatter som den klassiske kunsthistorie, er blevet til – og hvem der gennem tiden har fået plads i den.

Read more
Værk af Olivia Holm-Møller

Fransk skuespiller (Jean Louis Barrault) (1954), © Olivia Holm-Møller / VISDA

Værk af Egill Jacobsen

Græshoppedans (1941), © Egill Jacobsen / VISDA

Kunsten Collection – Hele samlingen online

Kunstens samling rummer næsten 4000 værker af danske og internationale kunstnere fra starten af 1900-tallet og frem. Det er langt flere, end vi kan vise på museet på én gang. 

Derfor har vi skabt Kunsten Collection – vores digitale database, hvor du kan gå på opdagelse i hele samlingen.

På collection.kunsten.dk kan du dykke ned i alt fra Asger Jorn og Vilhelm Lundstrøm til Julie Nord. 

Du kan zoome ind på detaljer, gemme dine favoritter og sammensætte dine egne digitale udstillinger i Mine samlinger. Det er den nemmeste måde at gå på opdagelse i Kunstens verden – uanset om du forsker eller bare er nysgerrig. 

Read more